Klatkager

En hjernerystelse kan åbenbart have ret store konsekvenser!!

For snart små 3 uger siden, en søndag vel at mærke, skulle jeg spille håndboldkamp hvilket resulterede i en hjernerystelse, som har haft en del konsekvenser!

Vi var ikke meget mere end 5 minutter inde i kampen, så skulle målmanden lige pludselig lege bagudspiller, og da hun skulle skyde på mål, ramte hun mig direkte i hovedet. Shit det gjorde ond, der var rimelig meget fart på den bold og den sat klokkerent i mit hoved/øje. Jeg blev lidt svimmel, kom ud på bænken og fik lidt is på og efter 5 minutter var jeg klar igen. Jeg spillede videre en halv times tid, men da jeg skulle skiftes ud og kom til at sidde lidt ned, blev jeg virkelig dårlig. Jeg var også blevet dårlig, mens jeg spillede, men slog det lidt hen, men nu kunne jeg virkelig mærke det. Jeg kunne ikke spille med mere, men fik det egentlig ok efter en times tid. Mandag morgen stod jeg tidlig op, jeg skulle jo træne som sædvanlig. Jeg havde det fint, havde fået mig et lækkert blåt øje, men ellers var jeg ok. Instruktøren var dog ikke helt tilfreds med, at jeg ville træne med, men jeg lovede hende at stoppe, hvis jeg blev dårlig og det blev jeg. Jeg smuttede til lægen, som sagde jeg intet måtte foretage mig resten af ugen (jeg skulle faktisk tage hele ugen ud af kalenderen, hvilket jeg bare slet ikke havde tid til), og jeg måtte under ingen omstændigheder træne!

En ting er at få en bold i hovedet, få hjernerystelse og et knap så kønt blåt øje, det er hvad det er, men alle de konsekvenser den åndssvage håndbold har fået, det er virkelig øv. Den mandag skulle jeg i gang med en eksamensopgave og jeg skulle skrive projekt med min gruppe. Jeg måtte melde mig syg nogle dage, men efter 4-5 dage kunne jeg godt fornemme, at jeg ville få svært ved at nå det – var rimelig tidspresset i forvejen. Jeg kunne slet ikke sidde foran min computer eller læse en bog, så derfor kunne jeg jo ikke rigtig få lavet mine ting. Jeg fik fat i en lægeerklæring og fik den sendt afsted til skolen, så jeg kunne få rykket min ene eksamensopgave til januar. Desværre var jeg nødsaget til også at melde mig ud af projektgruppen, hvilket betyder at jeg skal skrive et projekt helt alene efter mit speciale, hvilket resulterer i at min kandidat bliver rykket et halv års tid! Det havde jeg det godt nok svært med, synes lidt det var at fejle, at jeg ikke kunne blive færdig til tiden. Meningen var at jeg skulle studerer på RUC i 5 år også var det slut, men nu blev det lige pludseligt ikke sådan. Det var nok mest mit ego, som ikke brød sig om at jeg ikke kunne afslutte som planlagt. Jeg er lidt af et kontrolmennesker og bryder mig ikke om, at jeg ikke selv kan kontrollere hvad der sker, men her kunne jeg intet gøre. Hvis jeg skulle blive færdig med de to opgaver inden deadline, skulle jeg kunne sidde foran computeren 8 timer hver dag og på daværende tidspunkt, kunne jeg ikke sidde foran computeren 8 minutter, så jeg havde ikke rigtig noget valg.

Jeg måtte også melde mig syg fra arbejdet, lige i den travle periode, det var virkelig dårlig timing. Min træning blev også sat på standby og den første uge kunne jeg hverken se tv, læse, sidde ved computeren, være på mobilen, høre musik eller være sammen med andre mennesker i ret lang tid af gangen. I sidste uge begyndte det endelig at gå fremad og jeg kunne mærke en forandring dag for dag og det var virkelig dejligt. I denne uge går det stadig fremad, jeg kan arbejde på min computer, se tv, høre musik og være sammen med andre mennesker uden at blive ør i hovedet og dårlig. Dog går det ikke så godt med hverken at arbejde eller at træne.

Mandag prøvede jeg at træne lidt, men blev hurtig dårlig. Tirsdag kunne jeg være på arbejde halvanden time, så måtte jeg smutte hjem igen. Onsdag prøvede jeg at træne igen og det gik faktisk bedre end i mandags. Dog blev jeg pludselig dårlig/svimmel da jeg rejste mig fra en af maskinerne, så jeg måtte lige holde fast og blive klar i hovedet, lidt irriterende. Specielt fordi en af instruktørerne så mig og spurgte, om jeg ikke skulle smutte hjem, når jeg blev dårlig 🙁 Ih…. nu gik det lige så godt. Jeg var dog dum nok til at træne lidt videre, men efter et par minutter stoppede jeg og tog hjem. Jeg vidste jo godt, at hun havde ret, men jeg er ret stædig. Må indrømme jeg var ret ked at det, da jeg kørte hjem. Det går mig så meget på, at jeg ikke kan træne. Det gik lige så godt med træningen og jeg var godt i gang med et forløb hos en personlig træner, men nu kan jeg knap træne i 40 minutter uden at blive dårlig. Det skal lige siges at de 40 minutter jeg trænede i onsdag gik meget stille og roligt, der var ikke mange sveddråber på min pande. Jeg synes virkelig det er kedelig at træne for mig selv, specialt når jeg ikke kan yde ret meget. Jeg savner at kunne træne som jeg kunne før den åndssvage hjernerystelse, savner at være på hold, blive udfordret, afprøve grænser, blive råbt af og bare kunne bruge min krop igen.

Jeg har virkelig fået respekt for en hjernerystelse, jeg har aldrig troet det var noget videre alvorligt. Troede bare man var lidt ør i hovedet et par dage efter også var det det, men næh nej… Nu håber jeg bare, at jeg igen snart kan arbejde og træne som jeg plejer. Jeg skal først i gang med skolen igen til januar, hvor jeg skal skrive speciale, så det skal jeg nok blive klar til.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klatkager