Status: 5 måneder efter hjernerystelse

Dette billede passer ret godt til hvordan jeg i øjeblikket har det!

Nu er det efterhånden 5 måneder siden jeg fik en hjernerystelse, og jeg tænker det er på tide med en lille status, da jeg får en del henvendelser fra jer, som har fulgt mig et stykke tid. Jeg synes det er så sødt, at I skriver og spørger hvordan det går, så jeg tænker en lille opdatering er på sin plads.

Først og fremmest vil jeg sige at det endelig er begyndt at gå fremad, meget fremad. De første 4 måneder synes jeg det gik utrolig langsomt, og jeg kunne kun mærke en lille forandring måned for måned. Men for 1 måned siden startede jeg hos en fysioterapeut, som virkelig har hjulpet mig. Allerede da jeg gik derfra kunne jeg mærke en forbedring og i løbet af de efterfølgende 10 dage, fik jeg det meget meget bedre. Tror faktisk jeg vil sige, at jeg fik det omkring 90 procent bedre. Dog kom der efter de 10 dag et lille dyk, men sådan er det. Hele forløbet igennem er det gået frem og tilbage hele tiden. Men hvor det førhen var 2 skridt frem, og efter et par dage, 1 skridt tilbage, og der så gik 3 uger før det igen gik 2 skridt fremad osv. Så gik jeg 10 skridt fremad i løbet af de 10 dage og 2 skridt tilbage efterfølgende, så det må jo siges  at være en forbedring.

Jeg har efterfølgende været hos hende 2 gange og jeg kan stadig mærke fremskridt, dog går det igen langsomt, men det går dog fremad uge for uge. Da jeg startede hos hende havde jeg 4-5 forskellige symptomer/problemer og flere af dem er næste forsvundet og andre reduceret væsentligt. Jeg havde en dunken i højre pande, det er nu væk, en dunke i baghovedet, det er næste også væk, det kommer kun meget sjældent og forsvinder hurtigt igen. Jeg havde et brændende punkt i højre pande, som også er reduceret væsentligt. Derudover havde jeg store problemer med høje lyde, men det er næste forsvundet – og det er SÅÅÅÅ fedt. Da jeg kørte hjem efter mit første besøg, hørte jeg for første gang i 4 måneder musik i bilen. Jeg har været til et babyshower med 30 tøser uden problemer, været til barnedåb med 50-60 mennesker uden problemer, været på holdtræning med høj musik og højttalende instruktør uden problemer osv. Det er virkelig skønt igen at kunne være sammen med mange mennesker uden at blive ør i hovedet og være nødsaget til at tage hjem.

Men det største problem som jeg har haft, og som der stadig ikke er kommet helt styr på endnu, er at det stadig dunker/presser i mit hoved når jeg går, og det går mig utrolig meget på. Fyssen har dog fået reduceret lidt i det, men jeg synes stadig det går langsomt. Tror jeg blev en smule for optimistisk efter mit første besøg, hvor jeg bare fik det så meget bedre, men hun siger at det kommer til at tage tid, men at det nok skal blive godt, og det giver mig ro og troen på at det nok skal forsvinde. Så længe jeg kan mærke det forsvinder lidt efter lidt, så må det jo være det ‘rigtige’, så jeg skal nok bare have tålmodighed.

Så alt i alt går det fremad og jeg kan igen have en nogenlunde ‘normal’ hverdag, hvor jeg kan være i gang en del timer om dagen, så længe jeg tager det stille og roligt og ikke bliver stresset. Jeg kan arbejde flere timer af gangen, dog ikke hele dage, men der er fremgang også på det punkt. Jeg kan arbejde længere og længere tid foran computeren, læse i en bog indimellem, se TV og ikke mindst kan jeg igen TRÆNE!!! Spørg lige om jeg synes det er fedt? Ej det er vist et retorisk spørgsmål 🙂 Dog kan jeg ikke den ‘træningsform’, som jeg holder aller mest af nemlig de hårde holdtræninger. Jeg kan kun de hold, hvor man ikke skal hoppe som eksempelvis ‘stram op’, men det er nu også ok, for det er fantastisk bare at kunne være lidt med igen. Så kan det godt være der går en måned eller to, før jeg kan hoppe rundt, men bare det at jeg kan være med på nogen af holdene, gør mig utrolig glad. Dog har jeg fået ‘lov’ til at tage på et af de hårde hold, hvor man hopper, så kan jeg bare lave noget andet imens, men det ved jeg ikke helt om jeg vil, er bange for at føle mig lidt malplaceret, men… på et eller andet tidspunkt kan jeg nok ikke holde ud at vente længere, så kan det godt være jeg prøver.

Derudover kan jeg igen styrketræning og få pulsen op, på andre måder end lige at løbe og hoppe, uden at jeg får problemer med hovedet. Jeg er også startet op igen hos min personlige træner og fået et program som presser mig, men kun lige til grænsen, så mit hoved ikke bliver overbelastet. Så pt tager jeg de næste par måneder som en form for genoptræning, for det trænger jeg virkelig til, og så er min krop forhåbentlig igen blevet stærkt og mit hoved har fået det godt, til når jeg igen kan træne som førhen.

Så alt i alt er jeg glad! Dog kan jeg stadig blive ramt at negative tanker og miste troen på at jeg nok skal blive 100% frisk, men heldigvis forsvinder de hurtigt igen.