Madplan uge 29

Koldskål cheesecake toppet med friske jordbær

Sommeren er stadig over os og det ser ud som om den fortsætter noget tid endnu – Fantastisk. Det betyder at der skal indtages en hel del koldskål, det passer bare perfekt til årstiden og hvorfor ikke eksperimentere lidt med koldskålen. Der er ingen tvivl om at en god portion koldskål, helst hjemmelavet, toppet med lækre søde kammerjunker smager fantastisk, men derfor kan man jo godt bruge disse ting på andre måder.

En måde hvorpå man kan bruge koldskål, og kammerjunkere, er ved at lave en lækker cremet koldskål cheesecake med en bund lavet på kammerjunker. Jeg har i denne opskrift brugt min egen opskrift på koldskål, som I kan finde her, samt mine hjemmelavet kammerjunker og den opskrift kan I finde her.

I behøver selvfølgelig ikke selv lave disse ting, I kan sagtens bare købe både kammerjunker og koldskål, men det smager altså bedre når det er hjemmelavet 🙂 Derudover er både min koldskål og mine kammerjunkere sukkerfri og glutenfri, hvis det spiller en rolle for nogen af jer.

OPSKRIFT 6 personer

Ingredienser

Bund

130g kammerjunker

60g kokosolie

2 spsk. ‘sukker’ (EASIS multisød)

 

Fyld

200g light flødeost

4 dl koldskål

1 dl kærnemælk

5 husblas

1 spsk. ‘sukker’ (EASIS multisød)

 

Fremgangsmåde

  1. Kom kammerjunkerne i en blender eller foodprocessor og blend til fint mel. Pas på den ikke bliver for grov, den skal faktisk være ret fin i det.
  2. Tilføj den smeltet kokosolie og ‘sukker’ og rør det hele godt sammen. Smag den til og tilføj eventuelt lidt ekstra sødemiddel. Bunden skal være sød for en del af sødmen forsvinder og den skal spille godt sammen med den syrlige fyld.
  3. Kom massen i en lille springform, jeg brugte en på 16 cm, beklædt med bagepapir og sørg for at presse massen godt sammen i bunden. Stil efterfølgende bunden på køl imens fyldet laves.
  4. Start med at komme husblas i kold vand i 10 minutter.
  5. Kom flødeosten i en skål og pisk. Tilføj koldskål, kærnemælk og ‘sukker’ og pisk det hele rigtig godt sammen.
  6. Træk husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved, og smelt det i en lille gryde. Når husblassen er smeltet piskes det sammen med ostemassen.
  7. Smag ostemassen til med sødemiddel og citron til I synes den spiller, hæld massen over bunden og stil kagen på køl i minimum 4 timer. I kan dog sagtens lave kagen dagen i forvejen,
  8. Inden servering pyntes kagen med friske jordbær og eventuelt knuste kammerjunker.

Velbekomme og rigtig god sommer 🙂

EASIS produkter er sponsoreret af EASIS

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan uge 29