Chiagrød ala risalamande med mandler og kirsebærsauce - en nem og lækker julemorgenmad

Julekage – med cookiebund, karamel og 2 slags chokolade ganache

Den lækreste voldsomme julekage som smager FANTASTISK! Jeg holdte mortensaften i år og havde sagt til min kusine, at hun måtte bestemme desserten. Hun kunne ikke helt beslutte sig, men skrev den gerne måtte være med kinder maxi, cookies, karamel og/eller oreos, så min fantasi kom på arbejde. Jeg ville gerne prøve at inkorporere så mange af elementerne som muligt, men der skulle stadig være en ‘rød tråd’ i kagen.

DEN LÆKRESTE JULEKAGE MED ALT!

Ud fra hendes besked fandt jeg på at lave en kombination af en cookiebund, den lækreste dulce de leche fra Tørsleffs og både en mælkechokolade ganache og en hvid chokolade ganache. Jeg havde været sammen med hende nogle dage forinden, hvor hun nævnte noget med, at hun elskede ganache i/på kager, sååå…. Derudover tænkte jeg at kombinationen med hvid- og mælkechokolade ganache måske kunne minde lidt om kinder maxi.

Ikke desto mindre blev kagen sååå lækker! Dog vil jeg lige pointere, at kagen er en smule voldsom og meget sød. Altså min kusine og jeg spiste begge 2 stykker, men de andre kunne kun klemme 1 stykke ned, og de var nødsaget til at drikke en kop kaffe til – amatører 🙂 Men beskrivelsen ‘genial kage’ blev brugt – så det siger vist alt.

OPSKRIFT 12-14 stk.

Ingredienser

Cookiebund

100g blødt smør

90g brunfarin (eller bare sukker)

90g sukker

70g finhvalsede havregryn

80g hvedemel

1 æg

1 nip salt

80g chokolade

 

Mælkechokolade ganache

230g mælkechokolade

2 dl cremefine 19% (eller piskefløde)

 

Hvid chokolade ganache

230g hvid chokolade

1,5 dl cremefine 19% (eller piskefløde)

 

Øvrigt

125g dulce de leche

 

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave cookiebunden ved at komme stuetempereret smør i en skål sammen med sukker og brun farin og pisk til en luftig masse. Tilføj ægget og pisk til en homogen masse.
  2. Rør hvedemel, havregryn og salt i dejen. Hak chokoladen og vend også den i dejen. Smør en springform på 24 cm med smør langs siderne og kom bagepapir i bunden. Hæld dejen i og bag den ved 200 grader i 15 minutter. Lad den køle af.
  3. Når bunden er kold smøres et god lag dulce de leche på og den stilles på køl. Husk forresten at komme kageplast rundt i kanten af springformen.
  4. Lav først den mørke chokolade ganache ved at hakke mælkechokoladen og kom den i en skål. Lun cremefine og når den når kogepunktet hældes den over den hakket chokolade. Lad det stå 2 minutter, rør det godt rundt og hæld ganachen over cookiebunden og stil den på køl.
  5. Efter 1 times tid, eller når chokoladen har sat sig, laver I den hvide chokolade ganache på nøjagtig samme måde som med den mørke.
  6. Hæld den hvide ganache over den mørke og stil igen kagen på køl nogle timer – gerne til næste dag. Pynt kagen og server.

2 kommentarer

  • Amalie

    Hvilken fløde bruger du? Er det Cremefine 19%? Eller den med 38%?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • - Camilla Drabo

      Ups, den er rettet til nu 🙂 Men jeg bruger cremefine 19%, men du kan sagtens bruge piskefløde 38%.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chiagrød ala risalamande med mandler og kirsebærsauce - en nem og lækker julemorgenmad