Sprøde pebernødder uden gluten og sukker!

Så lykkedes det endelig!! Jeg har de sidste par år kæmpet med at lave nogle gode sundere pebernødder, som både smager godt og som er sprøde. Det er faktisk ret svært, men nu er det endelig sket og I skal da ikke snydes for opskriften. Jeg har gjort som jeg plejer med mange af mine opskrifter og har byttet hvedemelet ud med havregrynsmel og rismel. Derudover er de smagt til som almindelig pebernødder og de er blevet rigtig gode. Den ene morgen knuste jeg et par stykker og kom dem ovenpå min skyr - en sund og lidt anderledes julemorgenmad :) Som sagt har jeg prøvet at lave pebernødder et par gange og den ene gang endte de som små bløde boller, hvilket faktisk også smagte rigtig godt, så de kom på bloggen og I kan finde opskriften her. OPSKRIFT ca. 40 stk. Ingredienser 70g kokosolie 60g multisød (EASIS) 1 æg 60g blendet havregryn 80g rismel 1 tsk. kanel 0,5 tsk. stødt ingefær 0,5 tsk. kardemomme 0,5 tsk. peber   Fremgangsmåde
  1. Smelt kokosolie og bland det sammen med æg og multisød.
  2. Blend havregryn og kom det i skålen sammen med rismel, kanel, kardemomme, ingefær og peber. Sørg for at røre det hele godt sammen.
  3. Rul dejen til en lang pølse og skær i små stykker på ca. 1 cm. Rul til små runde kugler, kom dem på en bageplade med bagepapir og giv dem et lille tryk.
  4. Bag pebernødderne ved 175 grader i ca. 10 minutter.
Lad pebernødderne køle helt af og opbevar dem i en lufttæt beholder, så skulle de gerne kunne holde sig lækre og sprøde i nogle uger.