Madplan uge 14

Så lakker ugen igen mod ende og det er på tide at I får næste uges madplan, som består af lidt forskellige retter fra forskellige lande. Der er blandt andet calzon, kålwraps, en lækker ølbraiserede kyllingeret, fyldte søde kartofler og meget mere. Jeg håber I kan finde lidt inspiration i denne madplan, så I forhåbentlig kan finde på lidt andre retter til aftensmaden i næste uge. De fleste af os har det med at lave de samme 10 retter igen og igen :) Som sædvanlig har jeg igen linket til opskrifterne til sidst i indlægget. Madplan Mandag: Spansk inspireret kyllingeret Tirsdag: Fyldte søde kartofler Onsdag: Frikadeller og kartoffelsalat Torsdag: Pitabrød med rester af frikadeller eller kød fra tirsdag Fredag: Calzone Lørdag: Ølbraiserede kyllingeoverlår med mos Søndag: Kålwraps med oksekødstrimler Opskriften på fyldte søde kartofler kan I nuppe på bloggen og ligeledes har jeg også en opskrift på fyldte peberfrugter liggende. Frikadeller med kold kartoffelsalat smager skønt og er tilmed dejlig nemt at lave. Hvis I ikke er til kartofler, så har jeg en blomkålssalat ala kartoffelsalat. På torsdag er det lidt en restedag hvor jeg tænker, at man kan fylde nogle lækre bløde pitabrød med rester fra tirsdag og/eller onsdag. Måske I har lidt hakket oksekød tilbage eller et par frikadeller, så kan man sagtens komme det i pitabrødene. Jeg har på bloggen en opskrift liggende på lækre hjemmelavet mini calzone (eller en glutenfri version her), som fungerer godt til både forkost og aftensmad, det er virkelig en nem gang fredagsmad. Skal det være rigtig nemt på fredag, så kan I jo lave dem i morgen og tage dem op af fryseren fredag morgen. I kan også finde en opskrift på pirogger, hvis I er mere til det. Lørdag må det gerne være lidt lækkert, så jeg tænker at denne opskrift på ølbraiserede kyllingeoverlår med mos kunne være en rigtig god ide. Kålwraps med krydrede oksekødstrimler og en masse grøntsager kan I også finde opskriften på på bloggen, eller en opskrift på spinatwrap hvis det lyder mere tiltalende.