Madplan uge 38

Næste uges madplan bliver en god blanding og byder blandt andet på RISENGRØD. For ja, jeg er så småt ved at komme i julestemning og synes dermed det er på tide med risengrød. Men bare rolig, magter I ikke allerede at tænke på jul, så ligger der en ide til et alternativ. Husk dog at have in mente at spiser I risengrød til aftensmad, så er der til klatkager senere på aftenen eller næste dag - Det er altså værd at have med i overvejelserne. Derudover står madplanen på spaghetti, tærte, helstegt kyllingesteg med en masse tilbehør og meget meget mere. Madplan uge 38 Mandag: Risengrød Tirsdag: Low carb spaghetti carbonara Onsdag: Millionbøf med mos Torsdag: Pizzatærte Fredag: Svensk pølseret Lørdag: Helstegt kylling med ovnbagte kartofler, sauce og rabarber Søndag: Hotdogs Jeg er ved at komme i efterårshumør og det fører ofte til julehumør for mig. Derfor står den mandag på en lækker grov risengrød. Et lille tip: sørg for at lave lidt ekstra risengrød, så der kan blive til klatkager af resten. Hvis I bare ikke gider spise risengrød, så kan I i stedet lave en god sandwich med kyllingefileter, pesto, kalkunbacon og spinatbolle. Tirsdag står den på low carb carbonara, hvori kyllingefileter også indgår, så I kan jo købe ekstra portion om mandagen, vel at mærke, hvis I ikke gider spise risengrød, men hvem gider ikke det? :) Til carbonaraen kan I lave en tomatsalat og eventuelt servere et stykke foccacia til. Onsdag står den på millionbøf med en lækker cremet mos, og hvis I køber dobbelt portion hakket kød om onsdagen, kan I om torsdagen brugen resten på at lave denne pizzatærte - det er virkelig en af mine yndlings tærter. Dertil kan I servere en salat som eksempelvis spidskålssalat med blåbær, græsk salat eller broccolisalat. Fredag må det meget gerne være noget nemt og aftenens menu bliver svensk pølseret. Lørdag må der gerne kræset lidt mere om maden og derfor står den på helstegt kylling med sauce, ovnbagte kartofler, grønsalat samt rabarber. Jeg tænker at aftensmaden på søndag kunne være hotdogs, så kan I købe lidt ekstra pølser om fredagen og dermed have til om søndagen. Der er desværre ingen opskrift på pølsebrød på bloggen, så dem må I købe eller bruge opskriften på burgerboller med gulerod eller denne uden gulerod. Så skal I bare forme brødene aflange. Til hotdogsene kan I lave remoulade, syltet agurker og syltet rødløg til (Trykker I på dette link, kommer I direkte til en opskrift, hvori opskrifterne på remoulade, syltet rødløg og en opskrift på hurtigt syltet agurker ligger).