Kold græskargrød

Græskarsæsonen er stadig godt i gang og det kan virkelig burges til alverdens lækkerier. Jeg bruger det både i det salte køkken og i det søde køkken, hvor jeg blandt andet bruger det til kager og lignende. Her har jeg brugt en portion græskarpuré til denne lækre cremet kolde grød. Grøden er lavet på en blanding af chiafrø og havregryn (I kan sagtens undlade den ene ting og erstatte med den anden), derudover har jeg tilføjet lidt mælk, skyr, krydderier og ikke mindst en klat græskarpure. Grøden laves dagen i forvejen, kommes i køleskabet og er klar til morgenmaden den næste dag. Jeg toppede min grød med lidt skyr, sirup og lidt knuste valnødder, men I kan toppe grød med præcis det I foretrækker. OPSKRIFT Ingredienser 80g græskarpure 100g skyr eller yoghurt 50g mælk 15g grovvalsede havregryn 15g chiafrø 1 tsk. kanel 12 dråber sødemiddel Lidt kardemomme   Fremgangsmåde
  1. Bland græskarpure sammen med skyr og mælk.
  2. Tilføj havregryn, chiafrø, kanel, kardemomme og sødemiddel og rør det hele godt sammen.
  3. Stil skålen på køl til næste dag, hvor den toppes med lidt skyr, sirup og valnødder.