Havregrynskugler - 3 varianter

I min optik er havregrynskugler noget af det lækreste og det hører julen til. Desværre er de 'rigtige' havregrynskugler ret kalorie- og sukkerfyldte (men uden tvivl noget af det lækreste), så derfor har jeg her lavet 3 forskellige versioner af havregrynskugler; En almindelig, en sundere version og en mellemting :) Jeg har lavet en opskrift på helt almindelig havregrynskugler fyldt med smør og flormelis. Det er en opskrift som jeg har brugt de sidste mange år og som jeg altid laver til jul. Derudover har jeg lavet en mellemversion, hvor jeg har tilføjet smør, da det er med til at give den karakteristiske smag fra havregrynskuglerne. Jeg har dog droppet at tilsætte sukker, men har i stedet sødet kuglerne med dadler. Som den sidste har jeg lavet en opskrift på 'sundere' havregrynskugler som er uden hverken smør og raffineret sukker. Alle 3 havregrynskugler er uden nogle specifikke smagsnuancer, det er helt almindelige havregrynskugler. Men ønsker I mere smag, kan I jo altid tilføje lidt vanilje eller kold kaffe - begge ting smager skønt. Jeg er dog mest til de helt almindelige med få ingredienser, så det er dem jeg her har lavet. OPSKRIFT Ingredienser Sunde havregrynskugler ca. 12 stk. 150g dadler 50g havregryn 25g mandler 1 spsk. mandelsmør (kan undlades eller måske udskiftes med hjemmelavet 'nutella') 1,5 spsk. kakaopulver   Sundere (mellemting) havregrynskugler ca. 14 stk. 60g smør 100g dadler 90g havregryn 2 spsk. kakaopulver   De almindelige havregrynskugler 16-18 stk. 130g smør 90g flormelis 200g havregryn 3 spsk. kakaopulver   Fremgangsmåde
  1. Fremgangsmåden er næsten ens. Men med de sunde og de sundere havregrynskugler skal alle ingredienser i en blender og blendes til en lind masse.
  2. Med de almindelige havregrynskugler starter I med at røre flormelis ud i det bløde smør. Tilføj derefter havregryn og kakaopulver og bland det hele godt sammen.
  3. Form dejene til mundrette stykker og rul dem i kokos eller havregryn. Jeg har faktisk også set at nogen ruller dem i kakaopulver, frysetørret hindbær eller flormelis, så det kan I også prøve.
  4. Kom kuglerne på køl og nyd dem.