Jeg fik en underlig følelse efter fredagens træning. Det var den første træning i fitnesscentret efter 3 måneder... Gamle følelser blussede op og jeg kom i tanke om en meget afgørende dag, som jeg havde i fitnesscentret for snart 4 år siden. TAKNEMMELIGHED er et ord, som er meget gældende for lige præcis den dag!
Det er vist ikke gået forbi nogens næse, at samtlige fitnesscentre åbnede i torsdags. Efter 3 måneders nedlukning, hvor vi alle har skulle være ret opfindsomme med vores træning, har vi igen fået mulighed for at boltre os i vægtstænger og cardiomaskiner, men kun det....
Jeg skulle selvfølgelig afsted fredag morgen. Selvom jeg synes det er fantastisk igen at kunne træne i centret, så har det alligevel sat gang i nogle tanker. Efter træningen i fredags havde jeg en ret underlig følelse i kroppen. Det var fedt at være afsted, bevares, men jeg kom til at tænke på de første par år, hvor jeg trænede i fitness. De første næsten 2 år trænede jeg et par gange om ugen med min kusine, ellers var hun på hold og jeg trænede alene imens (jeg skulle under ingen omstændigheder med på et hold!). Jeg snakkede ikke med nogen, udover hende. Ingen vidste, hvad jeg hed, hvem jeg var eller noget. Jeg ville bare gerne træne i fred, uden at nogen lagde mærke til mig.
MEN det sidste halve år (af de 2 år jeg snakker om), trænede jeg 6 dage om ugen HELT ALENE, da min kusine var gravid og efterfølgende skulle komme sig over graviditeten. Det var noget af det mest kedelige, jeg nogensinde har prøvet. Jeg kom med hørebøffer i ørerne, trænede og forlod centret igen præcis 60 minutter efter, stadig med musik i ørerne. Jeg interagerede absolut ikke med nogen, hvilket i sidste ende endte med, at jeg var ved at give op!
JEG EGNER MIG IKKE TIL AT VÆRE TYND - MAD SMAGER BARE FOR GODT.
Jeg ville så gerne elske at træne. Jeg syntes jo det var helt fantastisk, hvad min krop lige pludselig kunne efter de mange kilo, som nu var væk. Jeg ville gerne være sund og have en stærk krop, men denne form for træning drænede mig fuldstændig. Jeg var så tæt på at smide håndklædet i ringen. Jeg magtede ikke at 1 time hver dag skulle være et helvede, så kunne det hele være lige meget. Samtidig var jeg jo sindssyg bange for ikke at træne, da jeg følte (og stadig føler), jeg kunne holde min vægt stabil med træning. For lets face it - jeg egner mig ikke til at være tynd, mad smager bare for godt :-)
Efter det halve år kom min kusine så småt tilbage til træningen, og vi begyndte igen at træne lidt sammen. Selvom det var hyggeligt, så var det jo kun et par dage om ugen. En dag efter min kedelige-alene-træning, kom jeg hjem og begyndte at stortude. Jeg magtede det ikke mere. Jeg var så langt nede og ked af hele situationen. Dagen efter fortalte min kusine, at jeg ikke gad mere - nu måtte det være slut! Så måtte jeg bare håbe på, at jeg kunne holde min vægt - uden træning. Hvilket jeg udmærket godt var klar over, ikke ville kunne lade sig gøre.
Tror godt min kusine kunne fornemme, at jeg mente det. Hun kom hurtigt på en ide! Jeg skulle med på hold, for det ville helt sikkert være noget for mig. Det skal lige siges, at jeg i 2 år havde holdt fast i, at jeg under ingen omstændigheder skulle på et hold. Jeg turde slet ikke bevæge mig ind i det lokale. Der var jo spejle alle steder, mennesker i mega god form og et eller andet kvindemenneske, som stod og råbte - det magtede jeg slet ikke. Men omstændighederne taget i betragtning sagde jeg ja, og hun fandt et event, som vi skulle prøve. I kan læse om den oplevelse i indlægget
her, så det gider jeg ikke fortælle om igen. Men kort fortalt fandt jeg den dag ud af, hvad det ville sige at kunne li' at træne!
FRA DEN ENE TIME TIL DEN ANDEN... ÆNDREDE ALT SIG
Jeg fandt ud af at det faktisk er fantastisk at træne. At bruge sin krop, at blive udfordret og gøre ting man ikke troede, at man kunne. At bryde grænser og blive presset. Min holdning til træning ændrede sig 100% den dag og mit liv ændrede sig. I dag ELSKER jeg at træne, bevares det kan en sjældent gang imellem være kedeligt, men som regel er det fedt. Jeg elsker, hvad min krop er i stand til, hvad jeg er i stand til, og hvordan både min fysik og psyke bliver udfordret, når jeg træner. Jeg kan slet ikke forstille mig et liv uden træning, og jeg er overbevist om, at denne følelse aldrig vil forsvinde - heldigvis.
... men for at vende tilbage til den følelse jeg fik i fredags. Jeg trænede alene 1 time, snakkede ikke med nogen, fordi centret nærmest var tomt og jeg mødte ingen, som jeg kendte. Jeg var bare alene. Det er selvfølgelig helt fint en gang imellem, men jeg kom virkelig til at sætte pris på lige præcis den dag, hvor jeg bevægede mig ind på et hold for første gang. I takt med at jeg begyndte at træne på hold, begyndte jeg samtidig at snakke med andre i centret og det har givet så meget. Den sociale del af at træne i et fitnesscenter, og det sammenhold man skaber gennem træningen, spiller en utrolig væsentlig rolle... Jeg fatter slet ikke, hvordan jeg kunne træne 'helt alene' i over et halvt år. Jeg kan virkelig godt forstå, at jeg var ved at give op og bare ikke gad mere...
TAKNEMMELIGHED
Det er vildt at tænke på, hvor meget den ene træningsstime ændrede. Jeg var helt bevidst om, at hvis dette holdtræning ikke var noget for mig, så ville jeg melde mig ud. Hvis jeg følte mig dum og anderledes, hvis folk kiggede underligt på mig, hvis instruktørerne havde skræmt mig, på en eller anden måde, så havde jeg pakket min taske, og meldt mig ud på stedet... og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan min vægtsituation havde set ud i dag. Heldigvis skete det stik modsatte og det vil jeg for altid være taknemmelig for <3 Nogle helt 'fremmede' mennesker vist mig, hvad træning og bevægelse kan give en...
Jeg er samtidig virkelig glad for, at jeg de sidste 2 måneder har haft mulighed for at træne sammen med en masse andre kvinder. Da SATS lukkede for 3 måneder siden, gik jeg ærlig talt i panik... Jeg magtede ikke, igen, at skulle træne alene, men det holdte heldigvis ikke mange uger :-)