Hjemmelavet sundere studenterbrød lavet på kikærter

Som nogle af jer måske har kunne fornemme, så har jeg været i gang med at teste nye opskrifter med kikærter. Jeg er blevet utrolig vild med at bruge kikærter i mine kager - af flere grunde. Èn ting er at det smager utrolig godt og giver en lækker konsistens til kagerne, en anden ting er at det forøger proteinindholdet i kagerne, og gør samtidig at kulhydratindholdet ikke stiger helt voldsomt.

STUDENTERBRØD - SPRØD BUND, TRØFFELMASSE OG GLASUR

Studenterbrød er jo bare noget af det lækreste. Jeg elsker studenterbrød, romkugler, træstammer og lignende. Selvom jeg godt ved, at man siger, at det er gammelt bagværk, så smager det stadig helt forrygende. Disse studenterbrød minder utrolig meget om helt almindelige studenterbrød, men alligevel er indholdet ganske anderledes end de traditionelle studenterbrød. Disse studenterbrød består, som de traditionelle, af en sprød bund, som dog ikke er en mørdej. Derudover er der smurt et godt lag hindbærmarmelade, en lækker trøffelmasse lavet på kikærter og til sidst er de toppet med glasur og frysetørret hindbær. Studenterbrødene kan med fordel laves og samles dagen inden servering. De smager faktisk bedre dagen efter, da bunden er blevet lidt blød og minder mere om 'rigtige' studenterbrød. De kan forresten sagtens holde sig på køl 3-4 dage. På bloggen ligger i forvejen en opskrift på studenterbrød, som ikke er lavet på kikærter, men som stadig er uden tilsat sukker og uden gluten. Derudover har jeg også en opskrift på træstammer og  romkugler. Er I som jeg vilde med kager lavet på kikærter, så ligger der en opskrift på kanelkage, gulerodskage, banankage, citronkage med birkes og ikke mindst denne lækre svampet og snasket snickerskage. OPSKRIFT 12 stk. Ingredienser Bund 80g havregryn 80g mandler 40g kokosfibermel (eller havregryn) 2 æg 40g kokosolie 2 spsk. Perfect fit fra EASIS (eller 1/2 tsk. flydende sødemiddel)   Trøffelmasse 240g kogte kikærter 10 stk. dadler 25g mandelsmør (kan bruge anden nøddesmør eller kokosolie) 3 spsk. hindbærmarmelade 2 spsk. romessens 2-3 spsk. kakaopulver   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave bunden ved at blende mandler og havregryn til mel. Tilføj kokosfibermel, æg, perfekt fit og kokosolie og blend til en lind masse.
  2. Form dejen til et rektangel, kom den på et stykke bagepapir og bag bunden ved 180 grader i 8 minutter. Lad bunden køle af på en rist.
  3. Lav nu trøffelmassen ved at komme de kogte kikærter i en foodprocessor og blend til alle klumper er væk. Tilføj marmelade, mandelsmør, kakaopulver, romessens og dadler og blend til en homogen masse. Smag til med romessens.
  4. Form massen til et rektangel på størrelse med bunden. Smør et lag hindbærmarmelade på bunden, placer trøffelmassen ovenpå og lad den stå på køle 1 time eller 2.
  5. Lav glasur med enten flormelis eller florsød og brug enten vand eller æggehvider. Smør glasuren på trøffelmassen og pynt med lidt frysetørret hindbær.
  6. Skær studenterbrødene i mindre stykker og server. Eller stil den på køl til næste dag.