Skyrboller med banan og chokolade - en sund og mættende snack

Skyrboller med chokolade og banan. Mangler I en skøn snack hen af eftermiddagen, så kan jeg foreslå disse lækre kalorielette boller, som hovedsageligt er lavet på skyr og smagt til med banan og chokolade - som jo bare altid er en god kombination.

CHOKOLADE SKYRBOLLER MED BANAN

Jeg har efterhånden prøve lidt forskellige opskrifter, hvori jeg har brugt skyr. Det fungerer super godt og lader man fantasien få frit slag, så kan man faktisk komme på ret mange gode opskrifter lavet på en skyrdej. Nu er det altså ikke fordi jeg aldrig spiser 'rigtige' boller eller andet bagværk med hvedemel, men indimellem er det rart med andre alternativer, hvor der ikke er så mange kalorier i. Disse lækre chokoladeboller smager super godt og fungerer perfekt, hvis man har lyst til en lækker snack. De mætter ret godt og tilfredsstiller den søde tand, hvis man skulle have sådan en. Jeg har I forvejen en opskrift på helt almindelige skyrboller og skyrboller med revet gulerod og solsikkekerner. Derudover ligger der også et par kager lavet på skyrdej som rabarbermuffins samt kanelsnegle. OPSKRIFT 10-12 stk. Ingredienser 500g skyr 110g havregryn 40g havreklid 2 æg 1 banan 40g mørk chokolade 30g husk 3,5 tsk. bagepulver 15g perfect fit (eller 10-15 dråber flydende sødemiddel)   Fremgangsmåde
  1. Kom skyr og æg i en skål og rør det godt sammen. Tilføj husk og rør det i skyrblandingen. Mos bananen med en gaffel, hak chokoladen og kom det i skålen sammen med havregryn, havreklid, perfect fit og bagepulver og rør rundt.
  2. Lad dejen stå og trække en halv times tid. Gerne længere hvis I har mulighed for det.
  3. Del dejen i 10-12 lige store stykker, form dem til boller og placer dem på en bageplade med bagepapir. Bag bollerne i en 170 grader forvarm ovn i 30-35 minutter.
  4. Lad bollerne køle helt af på en rist. Opbevar dem i en pose eller en lufttæt beholder og stil dem i køleskabet. Bollerne kan dog sagtens fryses.