Toffifee tærte med nougat, hasselnødder og karamel

Den lækreste toffifee tærte lavet på en mørdej med en godt lag cremet Dulce de Leche (karamel) samt en smagfuld nougatmasse med ristet hasselnødder. Ja det lyder fantastisk og, tror mig, det smager lige så godt som det lyder.

TÆRTE MED DULCE DE LECHE OG NOUGAT

Denne tærte lavede jeg første gang nytårsaften, og vi var vilde med den. Jeg fejrede nytår med min kusine, hendes kæreste og unger og vi elsker alle toffifee, så det var rimelig oplagt at lave en dessert ala toffifee - derfor blev det til denne lækre tærte. Tærten er simpelthen så god, at jeg var nødsaget til at lave den igen, så jeg kunne tage billeder af den og få opskriften på bloggen til jer. I forhold til karamellen (Dulce de Leche) så har jeg brugt en færdiglavet fra Tørsleff. Kan I ikke skaffe det, så kan I koge en dåse kondenseret mælk i 3 timer i en stor gryde med vand, så får I samme produkt. Ellers kan I prøve en anden slags karamel, som kan laves på under et kvarter - find den opskrift her. Jeg har ikke gjort det i denne tærte, mest fordi min kusine og hendes kæreste ikke bryder sig om det, men ellers er jeg sikker på, at det kunne være lækkert med en smule salt i karamellen. Det kan I eventuelt prøve, hvis I er til saltet karamel. OPSKRIFT 10-12 stk. Ingredienser Mørdej 80g smør 50g flormelis 125g hvedemel 1 æggeblomme eller 1/2 æg   Nougat/chokolademasse 250g nougat 100g mælkechokolade 70g hasselnødder   Øvrig 100-120g dulce de leche 60g mørk chokolade   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave mørdejen ved at blande blødt smør sammen med flormelis, hvedemel og æg. Dejen skal ikke æltes, men bare samles. Pak dejen ind i film og stil på køl 1 time.
  2. Rul mørdejen ud og kom den i en tærteform på 24 cm. Bag tærten blindt ved 200 grader i ca. 22 minutter og lad bunden køle af.
  3. Rist hasselnødderne i ovnen på 150 grader i 10-15 minutter og lad dem køle helt af.
  4. Find jeres karamel frem, smør et godt lag på bunden og stil tærten på køl, mens I forbereder næste lag.
  5. Lav fyldet ved at smelte nougat og mælkechokolade sammen over et vandbad. Fjern skallerne på hasselnødderne, hak dem groft og vend dem i nougatmassen. Hæld massen over bunden og stil den på køl til den har sat sig.
  6. Smelt den mørke chokolade, hæld den over nougatmassen og lad den stivne.