Madplan uge 35

Det er igen blevet lørdag og weekenden står for døren, hvilket jo altid er fantastisk. Som sædvanlig skal I selvfølgelig have næste uges madplan, son denne gang består af blandt andet rugbrød med laksesalat, kyllingeoverlår med salat, fetadip og lidt kartofler, falafler på 2 forskellige måder, andesteg med det hele samt flere andre skønne retter. Jeg håber I kan finde lidt inspiration.

MADPLAN UGE 35

Mandag: Spinatpandekager med falafler Tirsdag: Burger med kikærtebøffer Onsdag: Rugbrød med laksesalat Torsdag: Kyllingeoverlår med kartofler, tomatsalat og dip Fredag: Ølbraiserede kyllingelår med mos Lørdag: Andesteg med det hele Søndag: Salat med andesteg Mandag kan I lave en stor portion falafelfars og stege nogle små falafler, som I kan komme i spinatpandekager sammen med hummus, fintsnittet kål og lidt blandet grøntsager. Den sidste del fars, kan I stege som bøffer om tirsdagen og lave vegetarburger med hjemmebagte burgerboller, bønnedip, syltet rødløg, avocado og grøntsager. Onsdag kan I enten købe et rugbrød eller bage jeres eget rugbrød, hvortil I kan lave en laksesalat, som I kan komme ovenpå rugbrødet. Bryder I jer ikke om laksesalat, kan I i stedet eksempelvis lave æggesalat, tunsalat, makrelsalat, skinkesalat eller hønsesalat. Torsdag kan I købe en god portion kyllingeoverlår. Den ene halvdel kan I komme i ovnen med lidt blandet krydderier og dertil servere hasselback kartofler, tomatsalat med mozzarella samt haydari. Den anden del overlår, kan I bruge om fredagen til at lave ølbraiserede kyllingeoverlår med mos. Det er jo blevet efterårsvejr og derfor synes jeg den lørdag skal stå på andesteg med kogte kartofler, sauce, lun rødkål og en skøn vintersalat. Resterne fra andestegen kan I bruge om søndagen på denne andesalat med honningristede nødder og æble.