Gammeldags kyllingesteg med kogte grøntsager

Uh uh!! Det her er virkelig en af mine yndlingsretter, det smager bare så godt. Det har altid været en favorit, så da jeg begyndte på min kur, måtte jeg jo komme op med en version, som var lidt sundere end den originale. Nu er det jo ikke sådan, at denne ret er super usund, men alligevel. I stedet for kogte kartofler spiser jeg normalt kogt broccoli, gulerod, blomkål, porre osv. men hvis I foretrækker de kogte kartofler, så bare spis dem. Det er sovsen som jeg har lavet lidt mere fedtfattig, uden at smagen forsvinder, og jeg synes det fungerer rigtig godt. Til den kogte kylling laver jeg indimellem agurkesalat og rabarberkompot. Andet surt passer jo også rigtig godt til lige netop denne ret, hvis I ikke er så meget til agurkesalat. OPSKRIFT 3-4 personer Ingredienser 1 hel kylling 1400g 600-800g blandet friske grøntsager som broccoli, gulerødder og blomkål 1 bund frisk persille 1 dl. mælk 1,5 L vand 2 tsk. maizena 8 kartofler   Fremgangsmåde
  1. Kyllingen vaskes og renses.
  2. Den friske persille stoppes ind i kyllingen sammen med en god sjat salt og peber.
  3. En stor gryde sættes over med lidt olie og salt og peber strøs på kyllingen. Kyllingen skal nu brunes af så den får farve på alle sider.
  4. Når kyllingen er brunet hældes fedtet fra gryden og vand tilføjes så 2/3 af kyllingen dækkes. Kyllingen skal koge 1 time og 15-20 minutter.
  5. 20 minutter inden kyllingen er færdig gøres grøntsagerne klar og koges i saltet vand. Jeg plejer at bruge en stor gryde, også dumper jeg grøntsagerne i vandet efterhånden som tiden passer. Kartoflerne skal have ca. 20 minutter, gulerødderne skal have ca. 10 minutter, porre ca. 7-8 minutter og blomkål og broccoli ca. 4-5 minutter - synes jeg. Så jeg smider først kartofler i gryden, 10 minutter efter gulerødder, efter 3 minutter porre osv.
  6. Når kyllingen er færdig tages den op af gryden, en jævning af mælk og maizena laves og piskes i sovsen. Lad sovsen små simre 5 minutter og smag til med salt og peber. Giv eventuelt sovsen lidt kulør. Hvis sovsen bliver for tyk så tilføj gerne lidt af grøntsagsvandet eller lidt mere mælk.
  7. Når grøntsagerne er kogt færdig hældes vandet fra, kyllingen parteres (husk at fjerne persillen og server til, det smager skønt), sovsen skal have et hurtigt opkog og maden nydes. Velbekomme.