Koldhævede havregrynsboller med surdej

Endnu en lækker og nem opskrift på koldhævede boller med surdej. Jeg har efterhånden en hel del opskrifter på boller som er koldhævede, det er næste alle mine boller, for jeg synes koldhævede boller smager helt fantastisk. Det giver en god smag, lækker krumme og jeg kan godt lide at de et lidt 'seje'. Derudover holder de sig også flere dage uden at blive kedelige. Udover at mit bagværk ofte er koldhævede, så er jeg også begyndt at bruge surdej i mange af mine opskrifter, så det er der også i disse boller. Det skal dog lige siges, at hvis I ikke har en surdej, så kan I bare tilføje 5g ekstra gær til opskriften. Nå men disse boller er både med surdej, de er koldhævede, lavet på groft mel og havregryn - altså havregrynsboller... OG de er rigtig lækre. For at gøre at bollerne mætter godt, så har jeg tilføjet en god portion grovmel i form af grahamsmel, men I kan bruge lige den grove melform i foretrækker. Så har I lyst til lidt lækkert hjemmebag til weekenden, kan I eventuelt prøve denne opskrift. Hvis I rør dejen sammen i dag, så har I en god og lækker dej til nybagte boller i morgen tidlig. OPSKRIFT 10-12 stk. Ingredienser 5 dl kold vand 150g grahamsmel 100g havregryn 300g hvedemel 5g gær 3 spsk. surdej 1 spsk. salt 1 tsk. honning eller sukkererstatning   Fremgangsmåde
  1. Udblød gæren i det kolde vand. Tilføj salt, honning og surdej og sørg for at rør det hele godt sammen.
  2. Havregryn og grahamsmel kommes i skålen og blandes rundt.
  3. Hvedemel tilføjes lidt af gangen og når det hele er kommet i skal dejen køre 12-14 minutter på køkkenmaskinen.
  4. Kom dejen i en oliesmurt skål og dæk med film og et viskestykke. Kom skålen i køleskabet 8-12 timer.
  5. Næste morgen tænder I ovnen på 260 grader og lader den stå 1 times tid til ovnen er blevet rigtig rigtig varm. Lad en bageplade blive i ovnen så også den kan blive varm.
  6. Efter en lille time kommes dejen på et oliesmurt bord. Form til 10-12 boller, kom dem på den brandvarme bageplade beklædt med bagepapir, strø med havregryn og bag bollerne først ved 250 grader i 7 minutter og endnu 7 minutter ved 210 grader.
  7. Lad bollerne køle af på en rist før de spises.