Grillet asparges med parmesanost og serranoskinke

Ideen til denne opskrift har jeg faktisk fået af min træner. Den ene dag stod vi og snakkede om mad, ja det er et emne som altid fanger min opmærksomhed, og på en eller anden måde endte vi med at snakke om salater, nærmere betegnet grønne asparges og hvordan de kan tilberedes. Hun nævnte at hun indimellem spiser stegte grønne asparges med parmesan og stegt bacon, og eftersom jeg ikke spiser bacon, snakkede vi om at man måske i stedet kunne bruge serranoskinke. Dette måtte jeg selvfølgelig lige afprøve, for jeg synes det lød ret lækkert, og jeg kan love jer for at det smagte fantastisk. Jeg ved godt at aspargessæsonen er ved at være ovre, men man kan jo stadig købe grønne friske asparges i nogle supermarkeder, og med lidt stegt serranoskinke og en god parmesanost, så spiller retten stadig. Retten passer ret godt som tilbehør til diverse hovedretter, så hvis I eksempelvis skal have en god rød bøf, så vil det passe rigtig godt med dette tilbehør. Derudover tager retten ikke meget mere end 5 minutter at lave og det er jo altid en fordel. OPSKRIFT 3-4 pers Ingredienser 10-14 friske grønne asparges 20g parmesanost 3 skiver serranoskinke Lidt god olie Salt og peber   Fremgangsmåde
  1. Varm en pande godt op og steg serranoskinken et lille minuts tid på hver side. Tag dem af pande og læg dem til siden.
  2. Vask de friske asparges og skær enderne af. På den meget varme pande kommer I en lille sjat olie og steger aspargesene et par minutter. I skal vende dem ret ofte, så bliv hellere ved panden. Tilføj til salt og kom dem på et fad.
  3. Riv osten i store flager og kom det over de varme asparges sammen med skinken og nyd.