Kylling i karry med en masse grøntsager

Kylling i karry toppet med alverdens lækkerier! Kylling i karry er efterhånden blev en ret populær ret i Danmark. Det er dog helt nyt for mig, Jeg har aldrig hverken smagt eller lavet retten før, men må sige det er en rigtig lækker og nem ret. Min er dog ikke helt traditionel, da jeg har fyldt selve retten med en masse grøntsager, men det gør den kun lækker og smagfuld. Jeg har tilføjet en stor portion hvidkål, gulerødder og blomkål sammen med den kogte kylling og det giver en rigtig lækker smag. I kan selvfølgelig sagtens undlade eller udskifte nogle af grøntsagerne med andre, men denne kombination passer ret godt til retten, da lige netop disse grøntsager ikke er specielt dominerende, hvilket jeg ikke synes de skal være. Retten serverede jeg med blomkålsris, men I kan sagtens spise både hvide eller brune ris til, hvis I ikke bryder jer om blomkålsris. Som sagt har jeg toppet retten med fintsnittet æbletern, rosiner, saltet peanuts, kokosmel og lidt frisk persille - virkelig lækkert. Det skal lige siges at retten sagtens kan holde sig på køl nogle dage, og den kan også fryses uden problemer. OPSKRIFT Ingredienser 3 kyllingefileter 150g spidskål 2 gulerødder 100g blomkål 6-8 dl vand Hønsebouillon (brug efter anvisning) 1 dl mælk 2 spsk. majsstivelse 3 spsk. karry   Fremgangsmåde
  1. Kom kyllingefileterne i en gryde med 7-8dl vand og tilføj bouillon. Lad vandet komme op at koge og lad efterfølgende kyllingefileterne koge 12-14 minutter.
  2. Imens skæres spidskål i strimler, gulerødderne skæres i tynde skiver (jeg brugte et mandolinjern til begge grøntsager) og blomkålen rives eller blendes.
  3. Når kyllingen er kogt mør tages den op af gryden, fonden hældes fra og gryden sættes tilbage på blusset. Den snittet spidskål, gulerødderne og blomkålen kommes i gryden med lidt olie og karry og steges 5-7 minutter.
  4. Kyllingefonden hældes tilbage i gryden og koges op. Lav en jævning på mælk og majsstivelse og pisk den i fonden. Lad efterfølgende retten koge 10 minutters tid og smag til med salt, peber og karry.
  5. Skær kyllingerne i tern og kom dem i gryden.
Retten serveres med enten kogte ris eller blomkålsris og toppes med alverdens ting. Jeg toppede min tallerken med æbletern, peanuts, rosiner og lidt kokosmel.