Madplan uge 16

It takes a village… <3

“It takes a village” synes jeg er et fantastisk udtryk, som kan sættes ind i mange forskellige kontekster, men ikke desto mindre synes jeg det er et udtryk, som meget godt illustrerer mit vægttabsforløb. Jeg havde nemlig aldrig klaret det uden alt den støtte og opbakning, som jeg har fået og stadig får alle vegne fra. Det kræver virkelig hjælp og støtte fra alverdens hjørner, det er ikke bare noget man kan klare på egen hånd. Denne støtte spiller en meget væsentlig rolle, meget større end jeg havde regnet med <3 Jeg havde aldrig klaret det her alene!

Da jeg startede for lidt over tre år siden, var der ikke mange som vidste, hvad jeg havde gang i. Det var ikke noget jeg fortalte til så mange, selvfølgelig vidste familie og venner det, men ellers holdte jeg det for mig selv. Jeg har dog på fornemmelsen at familie og venner fortalte det til alverdens, hvilket jeg bare syntes var super hyggeligt og sødt.

Men efterhånden er jeg selv blevet bedre til at fortælle folk om mit vægttab, derudover har jeg med min instagramprofil og blog været med til at sætte mere fokus på både mig selv og mit vægttab. Og jeg elsker virkelig at så mange følger med og hepper, selvom det nogen gange godt kan være lidt angstprovokerende.

I starten følte jeg ikke, at jeg som sådan skulle leve op til noget eller hvad man skal kalde det. Jeg trænede, spiste sundt og hver lørdag kunne jeg fortælle de nærmeste, hvor meget jeg denne uge havde tabt mig og det var ligesom det. Det var egentlig først for et lille års tid siden at interessen blev forøget, og selvom jeg som sagt synes det er noget af det mest fantastiske og utrolig rørende, så er det også lidt skræmmende. I takt med så mange følger med og hepper, så føler jeg også lidt, at jeg nogen gange skuffer, når der ikke rigtig sker så meget, og der er jo faktisk ikke sket alverden siden fokusset blev forøget. Det er altså lidt øv, det havde jo været fantastisk, hvis man havde haft alt den opbakning fra starten, hvor kiloene bare røg af, så havde det virkelig været sjovt hver gang nogen spurgte hvordan det gik. På den anden side kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville have nydt interessen, jeg havde nok været alt for genert. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke skal leve op til noget, alle er så søde og siger jo kun søde og positive ting som “jamen det du har tabt er jo fantastisk, så pyt med at der ikke sker så meget lige nu”… dette hører jeg ofte, og jeg ved at folk har ret – det er bare så sødt og rørende.

Jeg føler mig meget taknemmelig, når folk gør ting for at hjælpe og gøre tingene nemmere for mig. Når mine veninder og familie eksempelvis laver specifik mad, så jeg kan være med, uden at føle mig alt for anderledes. Når folk gider gå/løbe eller træne med mig (var dog mest i starten, nu kan jeg godt alene), men det er jo altid hyggeligt at gøre det med andre. Jeg elsker at min ene kusine gider stå op nærmest midt om natten, for at træne med mig – det er da en støtte som vil noget! Når instruktørerne i fitnesscentret hepper og ‘råber’ af mig til træningen, når jeg er ved at give op. Det giver styrke og energi til at træne videre og jeg elsker, at de har overskud og overhovedet gider bruge tid på, at få mig igennem timen! Når mennesker jeg har kendt det meste af livet, folk jeg har kendt 3 måneder, folk fra instagram, bloggen og facebook, når alle disse forskellige mennesker spørger interesseret ind til mit vægttab, min motivation, mine kampe og egentlig bare spørger ind til, hvordan jeg nu har det. Så føler jeg mig meget heldig og ikke mindst motiveret til at kæmpe videre.

Tænk at folk stadig gider interessere sig og bakke op om mit vægttab, nu har jeg efterhånden været i gang et par år, men interessen er der stadig!

Men specielt det sidste års tid, hvor mit vægttab næsten har stået stille, har jeg virkelig fundet stor styrke og kampgejst gennem alle de motiverende ord, som jeg har modtager. Tror ærlig talt jeg havde givet op i løbet af sidste år, hvis jeg ikke havde fået den støtte, som jeg har fået.

Det mest fantastiske af det hele er at så mange mennesker holder med en, hepper og bare kommer med hjælpende og motiverende ord. Én ting er at jeg har en fantastisk familie og lige så fantastiske veninder, som alle ,hele vejen igennem, har være så hjælpsomme. De har virkelig hjulpet mig igennem og gjort hvad de kunne, for at holde min gejst oppe, og jeg har aldrig været i tvivl om deres kærlighed og støtte, den har været der lige fra dag 1 og det er jo fantastisk. En anden ting er at ‘fremmede’ mennesker, folk som jeg måske har kendt et lille års tid, eller folk som jeg aldrig har mødt, men kun ‘lært at kende’ gennem de sociale medier, at de kan være så hjælpsomme og motiverende, det havde jeg aldrig drømt om.

Nogen ting kan man bare ikke klare alene og det skal man måske heller ikke. Men at jeg skulle føle så stor glæde og finde hjælpsomhed fra så mange mennesker, det havde jeg aldrig drømt om eller håbet på, men nu hvor den er der, synes jeg det er det mest fantastiske. Det hjælper mig til at kæmpe videre og tro på, at jeg godt kan.

It really takes a village at gennemføre så store forandringer og jeg er mere end taknemmelighed. Jeg er dog ikke sikker på jeg altid lige får fortalt eller udtrykt min taknemmelighed for folk, men jeg håber de ved det! <3

[easy-image-collage id=2297]

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan uge 16