STATUS: Hjernerystelse og ingen kandidat… MEN jeg kan træne :-)

Dagen i går var ret mærkelig, både fordi det er omkring et halv år siden jeg fik en hjernerystelse, som jeg på ingen måde havde regnet med ville tage så lang tid at komme over… Derudover var det i går den dag, hvor jeg skulle aflevere mit speciale og dermed være færdig med min kandidat, men det blev  desværre ikke i denne omgang.

Det er nu et halv år siden jeg fik en hjernerystelse og selvom det går fremad, så er jeg dagligt stadig mærket af det, hvilket er utrolig irriterende og frustrerende. Jeg startede hos en fys for 10 uger siden og allerede første gang var der utrolig store fremskridt, desværre gik det meget langsom efterfølgende, og for 3 uger siden fik jeg arbejdet alt alt for meget og det betaler jeg stadig lidt for. Men i denne uge er det gået lidt fremad igen, men synes stadig det tager utrolig lang tid.

Heldigvis er nogen af symptomerne forsvundet og nogen reduceret, men det dunker stadig i mit hoved når jeg går og det er virkelig belastende. Det rammer både mit humør og samtidig giver det lidt spændinger i panden/hovedet. Synes virkelig jeg er ved at miste tålmodigheden.

Dog har jeg de sidste par måneder kunne træne og det har været helt fantastisk! Det er så skønt igen at kunne være med, selvom jeg stadig ikke kan/skal hoppe, så er der stadig mange andre ting som jeg kan. Dog sidder der hele tiden en indre form for tvivl, om jeg mon gør noget forkert. Nu har jeg de sidste 6 måneder ikke hørt på andet, end at jeg skal tage dem med ro, lytte til kroppen og ikke lave ret meget. Men den går jo fremad og jeg skal jo i gang, men jeg er virkelig hele tiden bange for at gøre noget forkert.

Jeg prøver dog at overbevise mig selv om, at jeg ikke gør noget forkert. Min læge, fyssen, folk fra hjernerystelsesforeningen, folk som selv har haft en hjernerystelse samt et par sygeplejersker siger alle, at jeg gør det rigtige. Alle siger at jeg som udgangspunkt må alt, så længe jeg ikke får ondt eller bliver dårlig, og det er jo faktisk en meget god tommelfingerregel. Så derfor tænker jeg, at det er ok jeg træner, for jeg får det ikke dårligere af at træne. Det er faktisk ret fedt at jeg indimellem glemmer, eller bare ikke mærker, mine symptomer mens jeg træner. Det er først når jeg efter træningen kommer i tanke om dem, at jeg mærker dem igen 🙂 Der er ingen tvivl om at mine symptomer er værst, når jeg tænker på dem. Så selvom jeg dagligt stadig kan mærke symptomer efter hjernerystelsen, så satser jeg stærkt på at jeg gør det rigtige – Det siger min mavefornemmelse mig.

Så tror bare jeg virkelig er blevet skræmt, hvilket selvfølgelig er godt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det havde haft for mig, hvis jeg ikke var blevet skræmt i starten og ikke havde lyttet til min krop! Desværre giver det bare lidt bagslag nu, for jeg er så bange for at gøre noget forkert.

Nå men endnu et følge af hjernerystelsen… Jeg måtte jo sygemelde mig fra mit studie i slutningen af sidste år og starter først op igen til efteråret. Jeg er derfor først færdig med kandidaten til næste år og det har jeg egentlig accepteret. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg tog det rigtige valg, men da jeg i går kunne læse  på både facebook og instagram at alle dem jeg har fulgtes med de sidste 5 år havde afleveret speciale, så sad jeg alligevel med en mærkelig følelse i kroppen. 1. Juni har været printet ind i mit hoved i lang lang tid. Det var den dag jeg skulle afleveret mit speciale og være FÆRDIG med at gå i skole! Jeg havde virkelig glædet mig til at det var slut, og jeg snart skulle være rigtig voksen, om ikke andet så på papiret 🙂 Det er selvfølgelig fantastisk for alle jer som er færdige, det må være så skønt og stort tillykke med det <3 Men jeg ville virkelig gerne selv kunne have kaldt mig cand mag. (tror jeg vist det hedder) i går 🙂 Men nu vil jeg bare glæde mig til at det bliver mig om 1 år – forhåbentlig 🙂