Madplan uge 34

Sunde bananpandekager – pandekager lavet på kikærter og hytteost

Lækre svampede pandekager lavet på kikærter og hytteost. Det lyder måske lidt specielt, men jeg kan love jer for at disse pandekager smager fantastisk. Det er uden tvivl én af de bedste opskrifter på pandekager, I kan finde på bloggen. Pandekagerne kan man smage til præcis som man foretrækker, men i disse har jeg tilføjet en banan samt lidt vanilje og kardemomme – det er så lækkert.

PANDEKAGER MED BANAN, HYTTEOST OG KIKÆRTER

Findes der en bedre måde at starte dagen på end med en stor stak pandekager, nej vel? Jeg elsker pandekager og spiser det både til morgenmad med lidt skyr, nødder og frisk frugt, som en lille eftermiddagssnack eller til dessert med lidt vaniljeis og bær. Pandekager fungerer perfekt alle tider af døgnet.

Som sædvanlig er der ikke tilsat sukker i pandekagerne, men jeg har i stedet sødet dem med en banan. Derudover har jeg også tilføjet en smule sødemiddel, men det er sikkert ikke nødvendigt, jeg kan bare godt lide mine pandekager ret søde.

Der ligger i forvejen en del forskellige opskrifter på pandekager på bloggen; pandekager med græskar, æble og kanel, banan/squash, kun hytteost, banan/kakao, banan/havregryn, havregrød, ricotta og vanilje, ricotta og banan og ikke mindst pandekager med banan og hytteost.

OPSKRIFT 5-6 stk.

Ingredienser

170g hytteost

100g kogte kikærter

1 banan

2 små æg (den ene kan erstattes af 40g æggehvider)

2 tsk. husk

10g havregryn

1 tsk. vanilje

1 tsk. bagepulver

Lidt kardemomme

Evt. 10-15 dråber flydende sødemiddel

 

Fremgangsmåde

  1. Start med at blende de kogte kikærter, æg og hytteost til en homogen masse. I kan enten bruge en blender, foodprocessor eller bare en stavblender.
  2. Tilføj banan, havregryn, husk, vanilje, bagepulver, kardemomme og sødemiddel og sørg for at blende det hele rigtig godt sammen.
  3. Lad dejen stå på køl 5 minutter. Steg eventuelt pandekagerne i lidt kokosolie eller smør (det er ikke nødvendigt hvis I har en god pande) i ca. 2 minutter på hver side. Lad dem ligge 5 minutter og spis.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan uge 34