Dadelkugler

Til jul plejer jeg altid at lave havregrynskugler, som er fyldt med smør og flormelis, men for at undgå at spise for mange af dem, har jeg de sidste par år også lavet dadelkugler. De smager dog på ingen måde som havregrynskugler, derfor de også kaldes dadelkugler, men de smager virkelig godt og fungerer fantastisk som alternativ til havregrynskuglerne. Derudover synes jeg de er ret jule-agtige. Man kan trille dadelkuglerne, i lige hvad man ønsker som eksempelvis kokos, kakao, hakket nødder, frysetørret hindbær eller hvad man ellers lige kan komme på. Udover at kuglerne smager skønt, så tager det ikke meget mere end 10 minutter at lave dejen, forme kuglerne og trille dem - så det er lige til at overkomme. Det smarte ved dem er at de kan holde sig ret længe i køleskabet, så de kan laves i god tid. Dermed er der en ting mindre at stresse over når juledagene presser sig på :) OPSKRIFT ca. 12 stk. Ingredienser 200g dadler 5g mandler 30g havregryn 2 spsk. kakao 1/2 tsk. vaniljepulver Evt. en lille sjat rom 50g kokosmel til at trille kuglerne i   Fremgangsmåde
  1. Mandlerne blendes fint, der må dog stadig gerne være lidt små mandelstykker.
  2. Dadlerne tilføjes, husk at fjerne stenene, og de blendes sammen med mandlerne.
  3. Kakao, havregryn, vaniljepulver og rom tilføjes og hele massen blandes godt sammen.
  4. Form til små kugler og rul dem i kokos eller kakaopulver.