Banantærte med karamel og pisket cremefine

For efterhånden en del år tilbage prøvede jeg at lave den velkendte tærte 'Banoffee Pie' og den smagte helt fantastisk. For et par måneder siden kom jeg pludselig i tanke om tærten igen, og det gav mig ideen til at prøve at lave den igen - Bare i en lidt sundere version. Jeg har afprøvet den nogle gange og det tog lidt tid før den sad i skabet, men jeg synes selv, og det er jeg ikke ene om at synes, at den er blevet rigtig god nu. Tærten består af en sprød bund, et godt lag karamel, bananskiver og en lækker pisket cremefine smagt til med vanilje. Det lyder måske som en lidt voldsom dessert, men det er den slet ikke, den smager virkelig godt. Tærten er selvfølgelig uden tilsat sukker og er samtidig glutenfri, hvis I altså bruger glutenfri havregryn, så jeg tænker at mange kan være med. OPSKRIFT 10 pers. Ingredienser Bund 60g mandler 160g havregryn 40g kokosolie 2 stk. æg 1 spsk. mulitsød fra EASIS 1 spsk. nøddesmør 10 dråber flydende sødemiddel fra EASIS   Karamel 200g friske dadler 2 dl mælk 1 spsk. nøddesmør 3 spsk. 'karamelsauce' (eksempelvis den fra EASIS)   Øvrige ingredienser 125ml cremefine 19% 2 bananer 1 tsk. vanilla paste eller vaniljepulver 1 spsk. florsød (EASIS) 10g mørk chokolade 70%   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave bunden da den skal køle helt af, før I samler tærten. Kom mandler og havregryn i en foodprocessor og blend til fint mel. Tilføj nøddesmør, sødemiddel, æg og kokosolie og blend det hele godt sammen.
  2. En tærteform på ca. 21 cm smører I med lidt kokosolie og kommer et stykke bagepapir i bunden af formen og smør efterfølgende også den med lidt olie. Husk at få godt med olie rundt i kanten af formen.
  3. Pres dejen rundt i hele tærteformen og bag den i en 180g varm ovn i 10 minutter. Lad efterfølgende bunden køle helt af.
  4. Imens laver I karamellen ved at blende dadler og mælk godt sammen. Kom massen i en gryde sammen med de øvrige ingredienser og lad det koge sammen ved middelvarme et par minutter. Lad karamellem køle helt af, I kan eventuelt komme den i fryseren.
  5. Kom cremefine, florsød og vanilje i en skål og pisk det til en fast masse. Skær bananerne i skiver og I er nu klar til at samle tærten.
  6. Stil bunden på et fad, hæld karamellen på bunden og smør den helt ud, kom de fleste af bananskiverne ovenpå karamellen, smør den pisket cremefine ovenpå bananerne og pynt kagen med de sidste bananskiver og den hakket mørke chokolade.