Hjemmelavet pickles uden raffineret sukker

Pickles er egentlig en lidt underlig spise. Det består af lidt blandet grøntsager, jeg brugte løg, gulerødder, broccoli, blomkål og squash, som får et hurtigt opkog. Derefter kommer det i en eddikelage, som er smagt til med karry og sennep og som efterfølgende er jævnet med maizena. Det er specielt og spises vel egentlig mest til pariserbøf og måske på et par stykker smørrebrød som oksespidsbryst eller lignende. Ikke desto mindre smager det forrygende, det er dejlig nemt at lave og kan samtidig holde sig længe på køl.

HJEMMELAVET PICKLES UDEN TILSAT SUKKER

Normalt består pickles af en ret heftig portion sukker, men det har jeg her undladt og har i stedet brugt multisød fra EASIS samt en lille smule honning. Dog kan I sagtens bruge almindelig sukker, hvis I ønsker det, så skal I nok bruge omkring 120-150g. Men jeg synes slet ikke det er nødvendigt med alt det sukker, for det smager virkelig godt på denne måde. Det er første gang jeg laver det, men det bliver absolut ikke sidste. Jeg kom det ovenpå en lækker saftig hakkebøf som blev lavet om til pariserbøf. En vaskeægte klassikere, som udover pickles består af æg, rødbeder, kapers, løg og peberrod. OPSKRIFT Ingredienser 300g grøntsager (blomkål, gulerødder, broccoli, løg mm.) 1 dl eddike 1 dl vand 50g multisød 1 tsk. honning 0,5-1 tsk. salt 1 spsk. sennep 2-3 spsk. karry 1,5 spsk. majsstivelse   Fremgangsmåde
  1. Start med at skære alle grøntsagerne i ret små stykker. Det afhænger selvfølgelig af hvor grov I ønsker jeres pickles, men det skal ikke være alt for store stykker.
  2. Kom de snittet gulerødder i en gryde med vand og lidt salt og lad det koge 3-4 minutter. Tag gryden af varmen, kom de resterende grøntsager i vandet og lad det ligge 2 minutter. Dræn vandet fra grøntsagerne og lad dem køle af.
  3. Kom 1 dl vand, eddike, salt, sennep, multisød og honning i en gryde og lad det simre 5 minutter.
  4. I en skål kommer I maizena, karry og en lille smule vand i og rør det godt sammen.
  5. Pisk maizenamassen i den kogende masse i gryden og lad det simre nogle minutter, til saucen er blevet tyk. Kom derefter de drænet grøntsager i saucen og smag til med salt og karry.
  6. Skol et glas, hæld atamon i glasset og kom derefter den varme pickles i glasset. Kom låg på og stil glasset på køl.