Madplan uge 17

Uge 16 lakker mod enden og I skal som sædvanlig have næste uges madplan. Madplanen består af en masse skønne og nemme retter, hvor flere af råvarerne går igen, så I ikke skal have fat i en masse forskellige ting, som kun skal bruges 1 gang. Samtidig undgår I for meget madspild. Denne uges madplan består af blandt andet kyllingewraps med avocado, grillet koteletter med lidt blandet tilbehør til samt en god dansk klassikere nemlig koteletter i fad. Derudover står den på fiskefrikadeller på torsdag, det må jo gerne være noget nemt, da den står på varme hveder om aftenen. På fredag er det store bededag og det betyder, at den står på hveder torsdag aften eller/og fredag morgen. Jeg har selvfølgelig også et par opskrifter på hveder liggende på bloggen. Opskrift på grove hveder og glutenfri hveder.

MADPLAN UGE 17

Mandag: Avocado kyllingewraps Tirsdag: Butter chicken Onsdag: Koteletter i fad Torsdag: Fiskefrikadeller Fredag: Grillet koteletter m. broccolisalat Lørdag: Burger Søndag: Rester Mandag starter med en skøn og nem omgang avocado kyllingesalat i wraps. Her har jeg brugt salatblade, men I kan sagtens bruge tortillas, æggewraps, spinatwraps eller komme salaten ovenpå et stykke rugbrød eller en surdejsbolle, flute, grydebrød eller sesambolle. Køber I en stor portion kyllingefileter, kan I tirsdag lave Butter Chicken og servere madbrød dertil. Onsdag står den på koteletter i fad og torsdag kan I lave fiskefrikadeller, hvortil I kan servere hjemmelavet remoulade og et stykke rugbrød. Ellers kan I altid servere pommes til i stedet. Har I købt ekstra koteletter, kan I fredag grille et par marineret koteletter og servere broccolisalat, græsk salat og grillet kartofler til. Lørdag kunne det være lækkert med en god hjemmelavet burger. Enten kan I selv bage almindelige grove burgerboller, burgerboller med gulerod eller I kan bruge skyrboller. Bollerne kan I fylde med en stor god bøf, falafelbøf, kylling paneret i chips eller cornflakes eller panko. Derudover kan I smøre jeres bolle med haydari, ærtemos, karrydressing, avocadodip, hummus eller salatmayonnaise. Syltet rødløg er også altid lækker i en burger. Søndag tænker jeg der muligvis kunne være et par rester tilover fra om lørdagen, så hvorfor ikke servere burger endnu en gang - eventuelt med lidt andet fyld.