Gammeldags fastelavnsboller med chokolade og marcipan

Gammeldags fastelavnsboller lavet på en gærdej, som er fyldt med en masse lækre ting, og som meget gerne skulle blive inde i bollen. Fastelavnsboller smager fantastisk og er samtidig forholdsvis nemme at gå til. Dog skal man sørge for at lukke fyldet godt inde i dejen.

MARCIPAN, CHOKOLADE OG VANILJECREME

Disse lækre fastelavnsboller har jeg fyldt med en vaniljecreme, mandelremonce og lidt god Callebaut chokolade - en virkelig lækker kombination. I kan bruge præcis den chokolade, som I foretrækker. Jeg vil dog vælge at bruge en mørk chokolade, da den ikke er for sød, men I kan sagtens vælge at bruge mælkechokolade eller andet i stedet. OPSKRIFT 14 stk. Ingredienser Dej 25g gær 430g hvedemel 2 dl mælk 2 æg 40g kærgården let 1 tsk. kardemomme 2 spsk. multisød eller sukker   Vaniljecreme 2 æggeblommer 2 dl mælk 2 spsk. majsstivelse 1 vaniljestang eller 1 tsk. vanilla paste eller vaniljepulver 2 spsk. multisød eller sukker   Mandelremonce 80g marcipan 2 dadler 2 spsk. multisød eller sukker   Øvrigt 30-40g mørk chokolade   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave vaniljecremen ved at piske æggeblommer, vanilje, mælk, majsstivelse og sødemiddel sammen i en lille gryde.
  2. Varm det op til lige under kogepunktet. Sørg for at piske i cremen hele tiden til den er blevet tyk og lækker. Kom vaniljecremen i en skål, dæk den til med film (sørg for at overfladen dækkes helt) og kom skålen på køl.
  3. Lav nu dejen ved at varm mælken lidt op, tilføj kærgården og kom blandingen i en skål med gæren. Tilsæt æg, kardemomme, multisød og hvedemel og kør dejen på køkkenmaskinen i 7-8 minutter.
  4. Dæk dejen til med film og et viskestykke og lad den hæve 1 timer på køkkenbordet.
  5. Lav remonce ved at mase dadler, marcipan og multisød sammen.
  6. Når remoncen er lavet, vaniljecremen kølet af og dejen har hævet er det tid til at folde bollerne.
  7. Rul dejen ud i en rektangel og skær den i 14 lige store stykker. I midten af hver firkant tilføjes en klat vaniljecreme, mandelremonce og lidt hakket chokolade.
  8. De fire hjørner mødes på midten og dejen foldes rundt om fyldet stille og roligt. Sørg for at der ingen små huller er til at fyldet kan løbe ud.
  9. Kom fastelavnsbollerne på et stykke bagepapir med samlingen nedad og lad dem hæve 30 minutter.
  10. Pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag dem i en 200 grader forvarm ovn i 12 minutter. Lad dem efterfølgende køle af på en rist, inden I pynter dem med glasur.