Citronkage med marcipan - toppet med mascarponecreme med citron

Sidste weekend lave jeg mad til et studentergilde og dertil skulle der serveres 2 kager, den ene var en blondie, som jeg efterhånden har lavet til uendelighed, men den anden skulle være en citronkage med citrontopping. Det blev denne skønne citronkage med marcipan, som jeg har toppet med en mascarponecreme med citron.

FRISK SOMMER KAGE

Kagen skulle selvfølgelig testes nogle gange, da jeg ikke lige havde lavet den slags før. Jeg tog udgangspunkt i min mazarinkage, som jeg smagte til med citronsaft og citronskal. I påsken lavede jeg en mascarponecreme, og den tog jeg ligeså udgangspunkt i til kagens topping, som jeg smagte til med citron. En vaskeægte frisk sommerkage, som smagte fantastisk. Ingredienser Citronkage 200g marcipan 200g sukker 200g smør 1 kartoffel 4 æg 95g hvedemel 1 tsk. bagepulver 1 spsk. vaniljesukker Saften fra 1 citron Revet citronskal fra 1 citron   Mascarponecreme 200g mascarpone 2,5dl piskefløde eller cremefine 19% 3 spsk. citronsaft 1 tsk. revet citronskal 3-4 spsk. flormelis   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave selve kagen. Tag smør og æg ud af køleskabet 45 min inden kagen skal laves og sørg for at kartoflen er kogt og afkølet, inden I går i gang.
  2. Tænd ovnen på 190 grader.
  3. Kom smør og sukker i en skål og pisk til en hvid og luftig masse. Riv marcipanen, mas den kogte kartoffel og kom begge ting i skålen og pisk det med nogle minutter.
  4. Tilføj 1 æg ad gangen og piske det godt igennem. Kom citronsaft og citronskal i dejen. Til sidst sier I hvedemel, vaniljesukker og bagepulver i dejen og vender det sammen.
  5. Smag dejen til med citron.
  6. Kom dejen i en form på 25x25 cm. og bag kagen i 25-30 minutter. Lad den efterfølgende køle helt af.
  7. Lav cremen ved at komme fløde, mascarpone, vanilje, flormelis, citronsaft og citronskal i en skål og pisk til en tyk creme.
  8. Smør mascarponecreme på den afkølet kage og server.