Nem og cremet pastaret med kylling og serranoskinke

Pastaretter smager forrygende og kan variere i det uendelige. Denne pastaret er ganske enkel og består af penne pasta, kylling, lidt blandet grøntsager og en cremet 'flødesauce'.

KYLLING, GRØNTSAGER OG PASTA

Det er alt for sjældent jeg spiser pastaretter, hvilket er lidt synd, da det jo smager helt fantastisk og samtidig tager det sjældent ret lang tid at bikse sammen, og det er jo altid skønt på en travl hverdag. Denne opskrift er ingen undtagelse. Den består af få ingredienser, tager ikke meget mere end små 20 minutter at lave og så smager den helt forrygende. Så mangler I en ide til en nem hverdagsret, så læs med her. OPSKRIFT 2-3 port. Ingredienser 400g kyllingefileter 150g penne pasta 1 løg 3 fed hvidløg 1 rød peberfrugt 1 stor squash 4 skiver serranoskinke eller bacon 250ml madfløde 4% 100g philadelphia 1 dåse flået tomater 1 håndfuld revet parmesanost   Fremgangsmåde
  1. Sæt vand over til pastaen og kog efter anvisning.
  2. Hak løg og hvidløg og steg det på en varm pande i nogle minutter.
  3. Skær kylling og serranoskinke i mindre tern og kom det på panden til de stegte løg. Lad det hele stege ca. 5 minutter.
  4. Skær squash og peberfrugter i strimler og kom på panden - lad det stege nogle minutter.
  5. Tilføj flået tomater, philadelphia, madfløde samt salt og peber og lad det simre 2-3 minutter. Smag til med hvidvinseddike eller citronsaft og vend til sidst de kogte penne i saucen sammen med revet parmesanost.