Porretærte

Her får I opskriften på en yderst nem og lækker tærte fyldt med skinke og porre. Normalt er jeg ikke den store tærtespiser, spiser faktisk ikke så meget indbagte ting eller bare noget med dej - i det salte køkken, men denne tærte holder.

TÆRTE MED SKINKE

Jeg har lavet min dej på blomkål, men I kan sagtens lave en helt almindelig dej eller købe en færdiglavet tærtedej, hvis I ikke bryder jer om blomkål. Men den kan virkelig anbefales - det smager skønt. I tærte har jeg tilføjet stegte porre, serranoskinke og selvfølgelig æg. Til tærten kan I eksempelvis servere en lækker og sprød salat og måske et stykke flute. OPSKRIFT Ingredienser Bund 250g blomkål 1 æg 100g mel (eks. majsmel, kikærtemel, hvedemel, boghvedemel) 1 tsk. salt   Fyld 4 æg 1 dl mælk 2 porrer 6 skiver serranoskinke 30g revet parmesan Salt og peber   Fremgangsmåde
  1. Til at starte med skal bunden laves. Blend blomkål, kom det i en skål og hæld kogende vand over. Lad det stå 3 minutter og sørg derefter for at dræne blomkålen fra alt væde. Det kan godt tage nogle minutter.
  2. Lad blomkålen køle lidt af.
  3. Bland blomkål sammen med æg, mel og salt. Lad dejen trække 10 minutter. Smør en 22 cm tærteform med olie og mas dejen rundt i tærteformen. Bag den i 12 minutter ved 200 grader.
  4. Skær porre i mindre stykker og steg dem på en pande i lidt olie. Skær serranoskinke i mindre stykker og kom på panden efter nogle minutter. Lad dem stege med 2-3 minutter.
  5. Pisk æg og mælk sammen, tilføj salt, peber og revet parmesan og rør det rundt. Kom de stegte porre og skinke i æggemassen og kom det i tærteformen.
  6. Bag tærten yderligere 20-25 minutters tid, eller til æggemassen har sat sig.