Pandekager med mascarpone og kirsebærsauce

Findes der en bedre måde at starte dagen på end med en stor stak pandekager, jeg tror det næppe. Her får I opskriften på ganske almindelige tykke små pandekager, som er smagt til med vanilje, citron og kardemomme.

PANDEKAGER MED KIRSEBÆR

Smagsgiverne synes jeg fungerer perfekt sammen, de er ikke for dominerende, og derfor kan man toppe dem med eksempelvis mascarpone og kirsebærsauce, som jeg har gjort her. Pandekagerne synes jeg er lidt juleagtige, da kombinationen af citron, vanilje og kardemomme får mig til at tænke på æbleskiver. Og at de samtidig toppes med kirsebærsauce, ja så bliver det da ikke mere julet. I kan dog også sagtens droppe kardemomme og i stedet komme chokoladestykker, blåbær, kakaopulver eller lignende i dejen, hvis I gerne vil give dem en anden smag. OPSKRIFT 12 stk. Ingredienser 1 æg 1,5dl mælk 90g havregryn 120-130g hvedemel 1,5 tsk. bagepulver 1 tsk. vanilje 1 tsk. citronsaft 1/4 tsk. kardemomme Et knivspids salt   Fremgangsmåde
  1. Kom havregryn (I kan evt. blende det først) og hvedemel i en skål. Tilføj mælk og æg og rør det sammen.
  2. Tilføj derefter vanilje, kardemomme, citronsaft, salt og bagepulver. Rør det hurtigt sammen.
  3. Find en pande frem, kom lidt fedtstop på den varme pande og steg pandekagerne - de skal have lidt over et minut på hver siden. Bliv ved til der ikke er mere dej.
  4. Server pandekagerne med mascarpone og kirsebærsauce.