Min vægttabsrejse: Fra str. 58/60 til 42/44

Jeg tænkte, at nogen af jer måske kunne være interesseret i at høre lidt om mit vægttab, baggrunden for det, livet før og efter vægttabet og ikke mindste hele forløbet. Derfor vil jeg her prøve at skrive min beretning, så godt som jeg nu kan huske den. Jeg har egentlig altid været stor, men 6-7 år før jeg begyndte at tabe mig tog vægtøgningen virkelig fat. Så da jeg i marts 2014 for første gang i 12-13 år gik op på en vægt, fik jeg mig noget af et chok, men det var dét chok, som skulle til for at jeg kunne tage mig sammen. Som sagt har jeg altid vejet for meget, og der er egentlig ikke nogen videre grund til dette. Jeg har aldrig haft en depression, angst, været det store mobbeoffer (er selvfølgelig blevet mobbet, men ikke så voldsomt som så mange andre overvægtige har været det, ellers har jeg måske bare fortrængt det, men jeg mindes ikke det har været så slemt) eller haft andre større problemer at slås med. Derfor har jeg også altid troet, at jeg var tilfreds med mit liv, men det kan jeg se nu, at det var jeg overhovedet ikke. For selvom jeg ikke havde voldsomme problemer i hverdagen, spillede min vægt alligevel en (alt for) stor negativ rolle. Når jeg i dag sidder og kigger tilbage, kan jeg da udmærket godt se, at jeg er gået glip af meget, men dengang tænkte jeg ikke rigtig over det. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det her vægttab kun har haft en positiv indflydelse på mit liv både nu, men så sandelig også i fremtiden. Jeg er for det første blevet meget mere social, jeg tør flere ting og gemmer mig ikke så meget, som jeg førhen har gjort. Jeg er dog ikke helt der, hvor jeg gerne vil være, da jeg stadig er en smule tynget af at have været overvægtig det meste af mit liv. Synes mit hoved har haft sværere ved at følge med end kroppen har. Selvom jeg stadig fylder lidt mere end gennemsnitsdanskeren, ja så fylder jeg jo ikke så meget, som jeg førhen har gjort, men det er indimellem svært for hovedet at fatte. Jeg kan stadig tage mig selv i at kigge ned i jorden når jeg kommer gående hen af gaden, men prøver virkelig at kigge op og ikke lade mig skræmme af folks blikke, de er jo ikke så ubehagelige mere. En anden ting, som jeg har haft lidt svært ved efter vægttabet, er præcis at finde ud af hvem jeg egentlig er, nu hvor jeg ikke længere er den tykke pige i vennegruppen/familien/skolen osv. Har lidt følelsen af at jeg skal finde mig tilrette på ny. Jeg er vant til, at når folk ser mig, ser de den meget store pige, og nogen gange tror jeg stadig folk tænker det, når de ser mig. Den tanke er virkelig svær at slippe. Nå men må hellere se at kommer videre. I marts 2014 spurgte min veninde mig, om vi ikke skulle melde os til et ?program? på nettet, som skulle hjælpe os med at komme i gang med et vægttab. Her fik vi så mulighed for at bruge deres kalorieberegner, og vi fik samtidig en diætist til rådighed. Diætisten skrev en gang om måneden, hvad vi gjorde rigtig og forkert. Det var virkelig en godt måde at komme i gang på, jeg lærte utrolig meget. Jeg var dog ikke helt hug på ideen til at starte med, men tænkte at det da kunne være meget sjovt. I 3 uger før vi gik i gang, var jeg allerede gået på kur alene, altså den slags kur jeg havde prøvet 100 gange før, og som plejede at gå i vasken indenfor en måned. Jeg var begyndt at spise sundt, ja og det var så det! Jeg hverken dyrkede motion eller bevægede mig mere end højst nødvendigt. Jeg havde heller ikke vejet mig, det turde jeg ikke. Nå men dagen kom hvor vi meldte os ind. Vi skulle skrive en masse ting om os selv ind i diverse skemaer - min veninde skrev, mens jeg snakkede. Lige pludselig siger hun ?ja så skal du bare op på vægten?. Øh, nej det kan jeg love dig for jeg ikke skal! Jeg gik helt i panik, den havde jeg ikke lige tænkt på, men selvfølgelig skulle de vide ens vægt. Med det samme sagde jeg, at det kunne hun godt droppe, jeg skulle fandeme ikke op på nogen vægt ? GLEM DET! Jeg var faktisk allerede på vej ud af døren igen, men min veninde stoppede mig, og hun brugte næsten en halv time på, at få mig op på den vægt. Hun var meget tålmodig! Nå men jeg gik op på vægten og den viste ERROR ? PIS! Hendes vægt gik til 150 kg så allerede her begyndte panikken at sprede sig, men? jeg havde regnet med at jeg vejede max 160 kg, så der var jo ikke så langt fra de 150 kg hendes vægt kunne tage. Jeg måtte (ifølge mig selv) ligge lige på vippen. Nå men jeg måtte jo prøve en anden vægt, så lånte min fars (han er en stor mand) så tænkte den da måtte kunne tage min vægt, den gik jo trods alt til 180 kg, men også den viste ERROR! Shit jeg gik i panik, men overbeviste mig selv om at den vægt måtte være gået i stykker. Så jeg gik med det sammen i gang med at bestille en ordentlig vægt, en der ligesom virkede, når nu alle de andres vægte ikke duede :) 4 dage efter hentede jeg min nye vægt på posthuset, jeg kunne lige nå hjem for at veje mig, inden jeg skulle til forelæsning. Jeg gik op på vægten, og her fik jeg mig noget af et chok. Jeg troede virkelig ikke jeg vejede så meget, men vægten viste 189 kg! Ja faktisk viste den over 400 til at starte med, men det var fordi den stod på pund. Tror I lige jeg fik mig et voldsomt chok. Der gik lige 10 sekunder før det gik op for mig, at den stod på pund, var ellers allerede på vej ud foran et tog - troede lige jeg vejede 400 kg!! Nå men selv små 190 kg fik altså også panikken i mig til at blusse op, og resten af dagen var jeg totalt ved siden af mig selv. Jeg tog godt nok til forelæsningen, men hørte overhovedet ikke efter, der gik lige et par dage før jeg var mig selv igen, men så var jeg også klar ? NU skulle det være. Tanken om at jeg vejede omkring 190 kg og formentlig nok havde vejet næsten 200 kg (jeg havde jo på daværende tidspunkt allerede været på kur i små 4 uger) var virkelig voldsomt og det skulle lige fordøjes - OGSÅ skulle de kilo væk! Efterfølgende begyndt jeg for alvor på at tabe mig. Jeg fandt ud af, hvor mange kalorier jeg skulle spise hver dag, jeg vejede min mad og sørgede for at spise præcis efter bogen. Samtidig lavede jeg en aftale med mig selv, som gik på, at jeg skulle træne/bevæge mig hver dag mellem 20-40 minutter. Det var ikke ligefrem den vilde træning jeg her havde kørende. Jeg trænede mest hjemme i min stue foran fjernsynet, og på youtube fandt jeg mange forskellige trænings- og danseøvelser, som jeg gjorde en lille halv times tid. Denne form for træning skulle jeg gøre i hvert fald 3-4 gange om ugen. De andre dage gik jeg en tur, men når man er så stor som jeg var, så er det at gå en tur på 30 minutter alligevel noget af en bedrift. Jeg var så heldig at min grandkusine og hendes mor begge elsker at gå, så de gik med mig mange gange om ugen. Det var virkelig rart og en utrolig stor hjælp. Det var bare meget nemmere for mig at komme afsted, når jeg havde en aftale. Det er altså også langt sjovere at have nogen at træne med. Da jeg havde tabt de første 4 kg ?aftalte? jeg med min kusine, at jeg skulle med hende i fitness, når jeg havde tabt 50 kg. Da hun nævnte det var min kommentar bare ?ja ja helt sikkert?. Jeg tror ikke rigtig, jeg selv troede på, at jeg kunne tabe så meget - så det kunne vi såmænd godt aftale. Men efter 7 måneder begyndte jeg at nærme mig de 50 kg (altså at have tabt 50 kg), så her begyndte jeg at blive en lille smule bange. Jeg var virkelig skrækslagen for at møde op i et fitnesscenter, havde virkelig mange fordomme omkring det, men en aftale er jo en aftale. Så da jeg havde tabt 50 kg, meldte jeg mig ind og begyndte at træne der 3-4 gange om ugen sammen med min kusine. Enten trænede vi alene inde i et lille rum, ellers trænede min kusine på hold, og jeg trænede alene på maskinerne. Jeg skulle i hvert fald ikke på noget hold, det var slemt nok at hun havde lokket mig med i fitness, men holdtræning det ville ALDRIG ske. Jeg kunne slet ikke se det sjove i det. Det efterfølgende år foregik på denne måde, jeg trænede kun når min kusine skulle med, jeg turde ikke tage derop alene. I en kort periode var nogle af vores veninder også tilmeldt samme fitnesscenter, så indimellem havde jeg dem at tage derop med, men det holdte desværre ikke så længe, det var ellers super hyggeligt at være mange afsted. Sidste år til jul kunne min kusine næsten ikke træne mere pga. graviditet, så jeg måtte tage mig sammen og smutte i fitness alene. Det var altså svært og skræmmende. Det er jo virkelig åndssvagt, jeg havde gået der i over et år, men følte lidt jeg startede forfra, da jeg skulle afsted alene første gang. Det første halve år af 2016 trænede jeg alene 6 gange om ugen, jeg var hverken på hold eller noget som helst, jeg trænede bare på maskinerne. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var ved at miste motivationen på det tidspunkt, det var så kedeligt at træne alene og på de maskine, og samtidig tabte jeg mig overhovedet ikke. Faktisk har min vægt nærmest stået stille siden den 23. december 2015. I sommers 2016 kom min kusine så endelig tilbage i fitnesscentret, og det var skønt at have én at træne med igen. Før hun holdte en pause fra træningen, aftalte vi, at når hun kom tilbage, skulle jeg med hende på et hold, så det var altså nu. Igen, en aftale er en aftale, så jeg måtte jo få det afprøvet. Vi meldte os til et event som var en blanding af Dance samt Puls & styrke (jeg skrevet en lang beretning om det, som I kan læse om her). Hold op hvor var jeg nervøs, da vi stod uden foran det lokale. Er I klar over hvor mange spejle der er i sådan et træningslokale?? Det er jo helt vildt. Nå men vi fik det afprøvet og det var SÅÅÅÅ FEDT! Jeg fik min motivation tilbage og den er der heldigvis stadig, nu træner jeg på hold 5 gange om ugen og på maskinerne 1 gang om ugen og jeg ELSKER det! Jeg fatter slet ikke, hvordan jeg har kunne holde motivationen gennem de 90 kg ved bare at træne på maskiner, i dag synes jeg virkelig det er dødsygt! Men jeg taber mig stadig ikke. Min vægt har de sidste 10-11 måneder svinget med et par kilo begge veje, hvilket er så belastende, så pt sætter jeg virkelig pris på at min træningsmotivation er helt i top. Tror ærlig talt jeg havde givet op, hvis ikke jeg var begyndt at træne på hold, for det er da bare noget af det fedeste. Dette skyldes selvfølgelig også at det er nogle virkelig fede hold som bliver udbudt, og samtidig er det de sejeste og mest motiverende instruktører, som der er i det fitness jeg kommer ? det spiller bare en virkelig stor rolle! På nuværende tidspunkt mangler jeg stadig at tabe omkring 20 kg ? tror jeg! Jeg skal tabe omkring 10-12 kilo mere, for at komme til at snakke med en kirurg. Jeg skal på et tidspunkt have fjernet en allerhelvedes masse hud, men lige nu er der lange udsigter til det. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det kommer på et tidspunkt, der går bare lidt længere tid end hvad jeg havde regnet med. Tror måske også jeg var blevet lidt for forvent med at tabe mig så hurtigt, jeg tabte de første 91 kg på 1 år og 8 måneder, så det gik altså også stærkt i starten. Selvom jeg langt fra er færdig med mit vægttab, så har det allerede gjort så meget godt for mig. Det har ændret mit liv så utrolig meget og kun til det bedre. Jeg ved godt der er meget fokus på, at folk ikke skal tro, at hvis bare de taber sig så bliver alt godt, for selvfølgelig gør det ikke det. Men hvis man som jeg har været kæmpestor og ikke rigtig haft så mange andre probleme,r end hvad vægten har været skyld i, så ender tingene altså med at bliver rigtig gode. Jeg har i hvert fald aldrig været så glad og lykke, som jeg er lige nu og det er altså skønt. Hvis jeg skal give nogle råd videre til andre, som også ønsker at tabe sig, så er det at man skal være 100% motiveret og virkelig ønske det, ellers sker der ikke en noget. Både hjertet og psyken skal være med, og man skal være indstillet på, at det ikke bare kræver hårdt fysisk arbejde, men også en del viljestyrke og samtidig en del planlægning. Man skal ikke gøre det, fordi alle andre synes man bør, man skal gøre det fordi man selv ønsker det. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne tabe mig - aldrig nogensinde. Og selvom jeg langtfra er færdig med mit vægttab, så er jeg virkelig glad for det jeg allerede har tabt mig, og er sikker på resten nok skal komme, jeg skal bare have tålmodighed. Og helt ærlig hvis jeg har kunne/kan gøre det, så kan alle gøre det! I skal bare tro på det og kæmpe for det. Igen motivationen skal være helt i top, ellers kan det være lige meget. Hvor der er vilje er der vej og det gælder for alle - også selvom man er en størrelse 60, der aldrig havde set sig selv stå med sved på panden på et hold i fitnesscentret. img_5296 Det er efterhånden et par år siden jeg skrev dette indlæg. Men det efterfølgende halvandet år foregik på samme måde, som skrevet ovenstående. jeg tabte mig stadig ikke, men tilgengæld var min motivation for at træne og blive sund og stærk hele tiden i top. Jeg endte med at fokusere mere på at træne end på at tabe mig. I september sidste år besluttede jeg mig for at få hjælp gennem en personlig træner. Jeg havde brug for hjælp til at komme i gang med at tabe mig igen. Jeg har skrevet lidt om den beslutning her. Der er ingen tvivl om at det er den bedste beslutning overhovedet, hun har virkelig hjulpet mig på rette spor igen. Jeg har her skrevet en status efter 1 måned hos hende. Desværre fik jeg en hjernerystelse små 2 måneder efter jeg var startet hos hende, og det slog mig helt ud af kurs en del måneder. Det er først indenfor de sidste små 2 måneder jeg så småt har kunne træne igen. Så nu skal der kæmpes videre. Hvis I er interesseret i at læse om min hjernerystelse og hele det forløb, kan I læse om det her, her, her og her.