Raw gulerodskugler ala gulerodskage

For et par uger siden afprøvede jeg en del forskellige raw kugler blandt andet disse gulerodskugler, som smager ret meget som gulerodskage. Kuglerne består i alt sin enkelthed af mandler, dadler og havregryn også er de smagt til med gulerødder og de samme krydderier, som man bruger til en gulerodskage. De er virkelig nemme at bikse sammen, alle ingredienserne kommes i en blender, dejen formes og rulles i kokosmel og vupti så er der en lækker sund snack, som sagtens kan holde sig i køleskabet en uges tid. OPSKRIFT 14-16 stk. Ingredienser 100g mandler 8 dadler 30g havregryn 1 spsk. sukrin gold 1 spsk. kanel 0,5 tsk kardemomme 70g revet gulerod   Fremgangsmåde
  1. Kom mandlerne i en blender og blend til mel. Tilføj havregryn og blend igen til det også er blevet til mel. Tilføj så dadlerne og lad blandingen blendes rigtig godt igennem til det er blevet til en lind masse.
  2. Kom kardemomme, kanel og sukrin gold i blenderen og bland sammen.
  3. Riv gulerødderne på et rivejern og vend det i dejen. Sørg for lige at smage dejen til så I kan justere, hvis nu I synes den mangler lidt kanel eller sødemiddel.
  4. Form til 14-16 kugler og rul dem i kokosmel. Opbevar dem i en tæt beholder i køleskabet.
Må indrømme at udover alt med chokolade så er gulerodkage/muffins/boller osv. en favorit hos mig. Så hvis I ligesom jeg er glad for lækkerier med gulerod, så har jeg et par opskrifter allerede liggende på bloggen. Eksempelvis disse gulerodsmuffins, gulerodsboller og en gulerodskage.