Cheesecake med æble - uden tilsat sukker og gluten

Æblesæsonen begynder for alvor snart at gå i gang, hvis den da ikke allerede er det, og man kan snart snuppe æbler alle vegne i Danmark og det er jo bare fantastisk. Det er med at udnytte alle disse lækkerier som naturen giver os, og det har jeg eksempelvis gjort med denne cheesecake, som jeg har fyldt med æbler. Kagen består af 5 lag, men selvom det måske lyder lidt voldsomt, så er det slet ikke så slemt. I opskriften herunder har jeg inddelt kagen i 4 elementer, så det er mere overskueligt. Grunden til at den er delt i 4 og ikke 5, nu hvor jeg lige har sagt at den består af 5 elementer, er at 2 af elementerne er ens. I skal nemlig lave en grov æblemos, som I gemme et par spiseskefulde af til det ene lag, for derefter at blende resten til en puré, som skal på toppen af kagen. Alt i alt består kagen af en raw bund, et lille lag af den grove æblemos, ostefyldet smagt til med vanilje, æblepuré samt en lækker sprød crumble. Crumblen giver lige det ekstra og fungerer rigtig godt som det sprøde og ristet element. Jeg havde lidt crumble tilovers, og den spise jeg de efterfølgende uger ovenpå min skyr og det var altså rigtig lækkert. OPSKRIFT 6 pers. Ingredienser Bund 80g mandler 40g havregryn 40g krydderstykker fra EASIS 2 spsk. kokosolie 100g dadler 15 dråber flydende sødemiddel   Ostefyld 300g light smøreost (Philadelphia) 1 vaniljestang 5 husblas 1 spsk. multisød 75g creme fraiche 5%   Æblemos 5 æbler 4 spsk. vand 1 tsk. vanilla paste 1 spsk. multisød 3 friske dadler Evt. lidt flydende sødemiddel 3 husblas (skal først bruges tilsidst)   Crumble 20g krydderstykker fra EASIS 15g mandler 15g grovvalsede havregryn 1 tsk. multisød 1 spsk. kokosolie   Fremgangsmåde
  1. Start med at lave æblemosen ved at skrælle og skære æblerne i tern. Kom dem i en gryde sammen med dadler, vand, vanilje og multisød. Lad massen simre 20 minutters tid ved middelvarme til det er blevet til en grov æblemos.
  2. Lad mosen køle af og smag evt. til med lidt flydende sødemiddel, da det varierer efter hvor sur/søde lige præcis de æbler som I bruger er. Kom 2 store spsk. æblemos i en skål og stil den til siden. Den resterende mos kører I en stavblender igennem til det er blevet til en lækker puré.
  3. Nu skal bunden laves og det gøres meget enkelt ved at komme mandler, krydderstykker og havregryn i en foodprocessor og blend det til mel. Derefter tilføjer I kokosolie, dadler og sødemiddel. Blend det hele godt sammen.
  4. Kom massen i en 16 cm springform beklædt med bagepapir eller kagefolie. Sørg for at presse massen godt ned i bunden. Tag skålen med den grove æblemos og smør det over bunden. Stil den på køl, mens I laver ostefyldet.
  5. Kom husblas i koldt vand i 10-15 minutter. I en skål kommer I flødeost, vanilje, multisød og creme fraiche. Pisk det hele rigtig godt igennem og smag evt. til med lidt sødemiddel. Tag husblassen op af vandet, med det vand som hænger ved og smelt det i en lille gryde. Kom et par skefulde af den pisket ostemasse i gryde med de smeltet husblas og pisk efterfølgende husblasmassen i den resterende ostemasse. Hæld ostemassen i springformen og stil kage på køl et par timer.
  6. Efter et par timer skal I toppe kagen med æblepuréen og som det første, skal I kommer de 3 husblas i kold vand i 10-15 minutter. Tag husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved, og smelt det i en lille gryde. Bland de smeltet husblas sammen med æblepuréen og hæld det over kagen. Stil den igen på køl 1 time eller 2.
  7. Mens kagen står på køl for sidste gang, kan I gå i gang med at lave den lækre sprøde crumble. Det skal lige siges at I sagtens kan lave den tidligere på dagen eller dagen i forvejen.
  8. I en foodprocessor kommer I krydderstykker, mandler og havregryn i. Blend det sammen, men endelig ikke for meget. Kom det på en varm pande sammen med kokosolie og multisød. Rist crumblen ved middelvarme til den er blevet gyldenbrun, kom den derefter på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.
  9. Når æblepuréen har sat sig er der bare tilbage at pynte kagen med den lækre sprøde crumble og spise.

Alle EASIS produkter er sponsoreret af EASIS